Førsteholdet

Frank Onyeka skifter til Brentford

Efter 123 kampe for FC Midtjylland tager den nigerianske midtbanemotor et skridt op i karrieren, når han fremover skal tørne ud for Brentford i Premier League.

20/07/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

En af de største profiler i FC Midtjylland i de seneste sæsoner må siges at være Frank Onyeka, som har domineret på midtbanen med sin enorme løbekapacitet og dynamiske spillestil.

Nu er midtbanedynamoen klar til at tage et skridt op, idet han skifter til Brentford, der netop er rykket op i Premier League.

Sportschef Svend Graversen har kun roser til overs for Frank Onyeka, som har været gennem en rivende udvikling, siden han som 18-årig kom til FCM tilbage i 2016 fra den nigerianske samarbejdsklub FC Ebedei.

– Frank er eksemplet på endnu en fantastisk historie om samarbejdet mellem vores akademi i Nigeria, akademiet i Ikast og Superliga-holdet. Han har taget hele rejsen, hvor han startede som angriber og hurtigt blev omskolet til midtbanespiller, siger Svend Graversen og fortsætter:

– Det har været inspirerende at se, hvordan han kæmpede sig ind på førsteholdet og sidenhen har sat et ekstraordinært aftryk på Superligaen de sidste par år. Det er vi utroligt stolte over.

Frank Onyeka er noteret for 123 kampe og 17 mål i FCM-trøjen, og det er ikke kun på banen, at han har sat sit præg i klubben.

– Det er en glædelig historie for hele FC Midtjylland at kunne sende en rigtig god fodboldspiller og ikke mindst en rigtig dejlig ung mand videre til nye udfordringer. Der er mange i klubben, som har haft noget med Frank at gøre og haft en indvirkning på hans udvikling. Det er lige fra trænere, ledere og holdkammerater til hans plejefamilie, og han har været vellidt blandt alle, pointerer Svend Graversen.

Sidste år beviste Onyeka sig i Champions League, og han fik også debut på det nigerianske A-landshold.

Nu skal den 23-årige midtbanespiller prøve kræfter på endnu en stor hylde, og det glæder sportschefen sig til at følge.

– Vi er selvfølgelig kede af at miste Frank, men på den anden side under vi ham også at komme ud og få forløst det kæmpe potentiale, han har. Vi glæder os til at følge ham i Premier League, og vi er sikre på, at han kan udvikle sig endnu mere og blive en profil i Brentford og på det nigerianske landshold, afslutter Svend Graversen.

– Fantastiske år i Midtjylland

Frank Onyeka ser tilbage på fem og et halvt år i FC Midtjylland, som har gjort stort indtryk på ham.

– Det har været nogle fantastiske år i Midtjylland. Der er så mange gode mennesker, som har hjulpet mig både på og udenfor banen. Jeg vil altid være taknemmelig for alt det, mine trænere, holdkammerater og plejefamilie har gjort for mig, lyder det fra den evigt ydmyge Frank Onyeka.

Adspurgt til højdepunktet i FCM-karrieren har han svært ved at vælge.

– De to mesterskaber, pokaltitlen og Champions League-gruppespillet har alle været enorme oplevelser for mig. Jeg vil altid smile, når jeg tænker tilbage på at have været en del af så fantastisk et hold, siger midtbanekrigeren, som glæder sig til at komme i gang i London-klubben.

– Jeg er sindssygt spændt på de nye udfordringer. Det bliver vildt at spille i Premier League. Det har altid været min drøm, så jeg glæder mig meget til at spille i Brentford og forhåbentligt komme op på et endnu højere niveau, fortæller Frank Onyeka.

FC Midtjylland takker Frank Onyeka for en enestående indsats og mange mindeværdige oplevelser, og der skal lyde et ønske om alt det bedste i fremtiden.