Herreholdet

Han tror på, at der bag hver lukket dør, gemmer sig en ny chance

24-årige Friday Etim har oplevet flere bump på vejen i sin fodboldkarriere. Noget, som for nogle måske ville have været anset som et tilbageslag, har været motivation for den nigerianske angriber. Han har lært at arbejde hårdere og vente på den næste chance.

07/10/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Valget om en professionel fodboldkarriere blev taget på et usikkert grundlag, men ikke desto mindre var der ingen anden rigtig vej for Friday Etim.

– Jeg tror, at i mit hoved hed det fodbold eller ingenting på det tidspunkt.

Sådan beskriver han det selv, når han ser tilbage på den beslutning, der kom til at forme hans liv.

Friday Etim er Månedens Spiller i 3F Superliga

Droppede ud af skolen

Han er født i Lagos i Nigeria og begyndte at spille fodbold, da han var helt ung. I skolen, på gaderne og sammen med familien.

– Jeg vidste, at jeg ville spille fodbold, men mine forældre ville selvfølgelig gerne, at jeg fokuserede på skolen, da jeg voksede op.

Da han fyldte 15 år og var ved at færdiggøre sine sidste eksaminer forud for college, havde familien ikke længere råd til at betale for hans skolegang.

– Det blev svært for dem at betale skoleomkostningerne, så jeg droppede ud og begyndte at spille fodbold mere seriøst.

I det øjeblik blev fodbolden ikke ved med bare at være en drøm, den blev også hans vej videre i livet.

Han spillede sig på forskellige akademier i Nigeria og endte med at spille for en semi-professionel klub. Det blev begyndelsen på den fodboldrejse, der først førte ham til Norge som 16-årig, senere til Portugal og siden til Danmark.

Men vejen dertil har været præget af udfordringer og muligheder, som pludselig forsvandt, inden han nåede at gribe dem.

Vejen til Europa

Som 16-årig rejste han fra Nigeria til Norge. Han var der i tre måneder, inden han måtte rejse tilbage til Nigeria efter en række prøvetræninger. Han fik senere en ny chance og rejste tilbage til Norge igen, men heller ikke denne gang lykkedes det.

Da han nærmede sig de 18 år, troede han, at hans tid var kommet, og han var klar til at skrive under på sin første professionelle kontrakt i Norge, men så lukkede Corona-pandemien hele verden ned, og han måtte igen rejse tilbage til Nigeria.

– Jeg var virkelig frustreret og endte med at være i Nigeria i omkring et år. Jeg trænede og trænede, fordi jeg blev ved med at tro på, at der ville komme en ny chance til mig.

Og det gjorde der.

I 2021 fik han mulighed for at tage til Portugal, hvor han skrev under med FC Vizela og spillede for deres U23-hold.

Han klarede sig godt og blev senere en del af førsteholdet. Det var også her, at han mødte Ove Pedersen, den erfarne vicesportschef i FCM, som ville have ham til C.D. Mafra.

Den første sæson i C.D. Mafra gik ikke som planlagt. En knæskade satte ham ud af spil stort set hele debutsæsonen, hvor han kun nåede at spille få kampe.

Han blev i C.D. Mafra den efterfølgende sæson, hvor kom tilbage efter sin knæskade og personligt spillede en god sæson.

– Det var en svær sæson for vores hold, og vi endte med at rykke ned, men jeg havde en god sæson og fik muligheden for at tage til FC Midtjylland.

Når én dør lukker, åbner der sig en anden

Selvom det ikke har været let at nå til der, hvor han er i dag, så er det ikke med fokus på det, som er gået galt undervejs, at han fortæller sin historie.

– Jeg har en tilgang til livet, hvor jeg skal være positiv, for jeg har ikke prøvet, at jeg ikke senere har fået en ny god chance, som jeg har kunnet gribe.

Det er en tilgang, som går igen flere gange gennem hans fortælling.

– Som 15-årig valgte jeg at gå all-in på min fodboldkarriere og blev alligevel afvist et utal af gange af forskellige årsager. Jeg har blandt andet fået at vide, at jeg ikke var god nok, eller at jeg var for ung.

Men det er ikke noget, som har fået ham til at vakle.

– Det er selvfølgelig altid hårdt, men jeg har altid valgt at arbejde endnu hårdere i stedet for at lade mig slå ud af det.

– Jeg tror på, at der er en vej for mig, som nok skal vise sig, og det har hjulpet mig meget, siger han og fortæller, at han også er meget troende.

Den kristne tro og troen på Gud har været med til at forme den tilgang til livet, som han nu bruger i sin hverdag, når tingene ikke går som håbet.

– Jeg tror på Gud, og jeg tror på, at hvis jeg sætter Gud først og bliver ved med at arbejde hårdt, selv hvis jeg får en afvisning, så sker det fordi, at det ikke er min tid endnu.

– Gennem min tro har jeg lært at finde ro alle steder – også på et fyldt stadion inden en kamp. Jeg føler derfor, at jeg har god kontrol over mit mentale og ikke lader mig slå ud.

Sport og mad bringer glæden frem

Den 24-årige angriber er ikke typen, som har brug for at være midtpunkt hverken i omklædningsrummet eller til private arrangementer.

– Jeg er ret introvert, så jeg bruger ikke så mange timer ude efter vores træninger.

Han kan bedst lide at være hjemme, men hvis det handler om sport eller en sjov aktivitet, kan man ofte regne med ham.

– Når jeg er på fodboldbanen, i gym eller sammen med mine venner og familie, så er jeg virkelig bare ægte glad, men jeg er også ret glad for andre sportsgrene.

Det kan både være basketball og cykling, men lige for tiden er det særligt padel, der trækker i ham.

– To timer med padel er sjovt. Jeg spiller det ofte med Stanley Iheanacho og Mark Ugboh.

Også mad kan gøre ham glad – særligt mad fra hjemlandet.

– Jeg ville ønske, at jeg kunne bringe nigeriansk mad til Danmark. Særligt måske ‘Jellof Rice’ and ‘Platain’. Vi fik køkkenet i klubben til at lave det for ikke så lang tid siden. Det var rart og hjemligt.

Drømmer om at få besøg af familien

Nu har han været i Europa siden 2022, og det er helt tydeligt, at han savner sin familie.

Udover sine forældre har han tre ældre brødre og en lillesøster. De bor alle stadig i Nigeria. Han kommunikerer ofte med dem i en fælles gruppechat.

– Derigennem forsøger jeg at holde mig opdateret på, hvad de laver, og hvordan de har det.

– Når jeg tænker på, at jeg spiller fodbold, så er det ikke kun for mig selv, så er det også for mine forældre, mine søskende og hele min familie. Det er en stor motivation.

Familien har endnu ikke haft mulighed for at se ham spille, efter han tog til Europa, men da han spillede hjemme i Nigeria, var de ofte at finde på sidelinjen.

– De har aldrig været her, men forhåbentlig snart. Jeg vil så gerne have dem på besøg og have dem med på stadion. Det er jo her min hverdag er nu, og det vil jeg gerne vise dem.

En mere privat side

Selvom han nu spiller i FC Midtjylland og er et kendt ansigt i den danske 3F Superliga, er der en side af ham, som er mere privat.

– Jeg plejer ofte at være lidt tilbageholdende over for mennesker, som jeg ikke kender så godt. Som jeg fortalte, er jeg jo ret introvert.

– Mange tror, at jeg er sur eller reserveret, fordi jeg ikke smiler hele tiden, men det er bare mig, når jeg ikke er så tæt med folk.

– Jeg stammer også lidt, og det er noget, som jeg ikke har lyst til at folk, som ikke er tæt på mig, kommer til at opleve for hurtigt.

Derfor har det også nogle gange været nemmere bare at være stille og ikke tiltrække sig opmærksomhed, men det er noget, som han forsøger at arbejde med.

– Nu prøver jeg at arbejde med det på en positiv måde. Jeg prøver at få mig selv mere involveret i mine omgivelser og ikke skjule mig på den måde, som jeg tidligere har gjort.

Det er ikke fordi, han forsøger at ændre på, hvem han er, men han vil gerne give lidt mere af sig selv. Og måske er det også derfor, at de mennesker, der kommer tæt på ham, oplever en anden side af den unge nigerianer.

– Når man er tæt med mig, så ved man også, hvordan jeg i virkeligheden er.

Og der er god plads til både grin, sport, venner og familie.

Lykken er at være glad

Han er heller ikke i tvivl, når han bliver spurgt ind til, hvad han håber at opnå.

– Jeg vil gerne være et sted i mit liv, hvor jeg kan stoppe op og se tilbage på det, jeg har opnået, og være stolt.

Ambitionerne er store. Han vil nemlig gerne være en af de bedste fodboldspillere i Nigeria, nå at spille i top-ligaer, vinde titler og trofæer og slå rekorder.

Men han siger også, at det ikke kun er med fodbolden i fokus.

– Vigtigst af alt vil jeg gerne bare være glad.

– Jeg bliver glad af at se min familie glad, og når alt går vel, ikke kun for mig, men for alle omkring mig.

Friday Etim lærte hurtigt, at livet sjældent følger én lige linje. Muligheder opstår, men de kan også forsvinde lige for næsen af en. Det handler om at lære at tro på, at der kommer en ny mulighed, som man skal turde gribe.

Og det er også det råd, han ønsker at give videre.

– Først og fremmest tro på Gud og bliv ved med at arbejde hårdt. Selv hvis du opnår det mål, du har sat for dig selv, så sæt et nyt og stol på, at din vej nok skal forme sig, slutter han af.

Ti hurtige med Etim

Hvem er din tætteste ven på holdet?

– Det er selvfølgelig Stanley Iheanacho. Vi har spillet sammen i Mafra og kommer begge to fra Nigeria.

Hvad er din yndlingsaktivitet uden for banen?

– Jeg er ret glad for padel lige nu, men Stanley og jeg spiller også fodtennis af og til.

Har du et skjult talent?

– Jeg kan spille trommer. Det lærte jeg, fordi jeg spillede i vores kirke hjemme i Nigeria, da jeg var omkring ti år. Jeg kan også stå på skateboard og selvfølgelig danse.

– Madlavning er til gengæld nok ikke lige min stærke side. Jeg voksede op med tre ældre brødre, så hvis ikke min mor lavede mad, så var der tre andre, som kunne gøre det, men nu fortryder jeg det, fordi jeg bor alene. Jeg bruger alt for mange penge på mad – Wolt stjæler mine penge, haha. Jeg bestiller ofte Chinese rice.

Hvordan ser en god fridag ud for dig?

– Jeg laver ikke alt for meget. Jeg kan godt lide at være hjemme, så hvis ikke jeg prøver at arrangere en aktivitet med mine venner, så slapper jeg af og restituerer i min krop. Jeg træner ret meget til dagligt, så det skal jeg også huske. Derudover FaceTimer jeg med min familie eller går i biografen, men ikke noget vildt.

Hvem er din yndlingskunster?

– Min yndlingskunstner er Michael Jackson. Jeg har også nogle kunstnere fra Nigeria, men jeg tror, at jeg vil sige Michael Jackson. Jeg har så mange yndlingssange med ham – ’Dirty Diana’, ’Smooth Criminal’ og ’Human Nature’, men også en der hedder ’Do You Know Where Your Children Are’. Den er barsk, men god. Jeg vil ikke normalt betale for at gå til en koncert, men hvis jeg kunne have taget til koncert med ham, så havde jeg gjort det.

Hvor ser du sig selv om ti år?

– Det er svært. Jeg vil stadig spille fodbold. Jeg har en drøm eller ambition om, at jeg vil spille fodbold, indtil jeg er i en alder, hvor det ikke ville forventes af mig. Jeg er fra Nigera, og der regner man ikke med at spille så længe, så det vil jeg gerne bevise, at man godt kan. Derudover er jeg forhåbentlig et virkelig godt sted i mit liv, hvor jeg er glad med min familie, og folk omkring mig er sunde og raske.

Har du et råd til andre, som vil opnå det samme, som du har opnået indtil nu?

– Vær ikke jaloux på andre, brug det nærmere som inspiration og motivation til at forstå, hvordan det har gjort en anden person til ham eller hende, som vedkommende er. Så kan man også lettere forsøge at overføre det til sit eget liv og blive bedre.

Hvilket mål er det bedste, du har scoret?

– Jeg har scoret nogle fine mål, men jeg føler stadig, at jeg venter på mit ’bedste mål’. Jeg tror på, at jeg kan blive bedre, end jeg er lige nu.

– Hvis jeg skal vælge et, så tror jeg, at det er mit andet professionelle mål. Det var et saksesparksmål for FC Vizela i en pokalkamp. Min holdkammerat lagde bolden af til mig i et smalt rum foran mål, jeg tog den ned med brystet og sparkede bolden ind med et saksespark. Det var her, jeg begyndte at få en chance på førsteholdet.

Er der et stadion, som du gerne vil spille på en dag?

– Jeg går faktisk ikke så meget op i at spille på nogle bestemte stadioner. Jeg vil bare gerne spille fodbold, men hvis jeg skal vælge ét, så tror jeg, at jeg vil sige Real Madrids, Bernabeu. Jeg var engang dernede for at besøge deres stadion, bare for at se det. Det er stort.

Bedste minde med FC Midtjylland?

– Det må være kampen mod AGF, hvor jeg både scorede og lavede en assist. Jeg håber, at jeg i fremtiden kan vinde titler og trofæer med klubben også, så vil det blive mit bedste minde.