Førsteholdet

Hvem er Celtic FC? Et kig på modstanderen

Tirsdag aften spiller FCM den første kvalifikationskamp til dette års UEFA Champions League. Modstanderen er den ikoniske skotske storklub Celtic FC fra Glasgow, som du her kan blive klogere på.

19/07/21
Ulrik Forsom
Foto: Getty Images

Celtic FC er stiftet i 1887 med det specifikke formål at skabe en form for lindring blandt den meget fattige irske befolkningsgruppe, der var flyttet til Skotland og især Glasgow som følge af den voldsomme hungersnød, der plagede Irland i den sidste del af 1800-tallet. Klubben blev sågar stiftet i en kirke med en katolsk præst som en af initiativtagerne til oprettelsen af klubben.

Celtic FC udviklede sig i årene efter stiftelsen til en magtfaktor i skotsk fodbold, hvor man har vundet mesterskabet 51 gange, mens det ligeledes er blevet til 40 pokaltitler, mens den mindre League Cup er vundet 19 gange.

Dermed har Celtic FC vundet over 100 hjemlige titler. Dette er i Europa kun overgået af Celtics lokalrivaler Rangers FC, der har hjemført 116 titler.

I modsætning til Rangers FC har Celtic imidlertid også en enkelt europæisk pokal i trofæskabet, og ikke en hvilken som helst pokal. I 1967 lykkedes det nemlig højst overraskende for Celtic FC at hjemføre Europa Cuppen for Mesterhold ved at slå Inter Milan med 2-1. Til stadighed et af de mest imponerende resultater i europæisk fodbold.

Den irske tilknytning

Tilknytningen til Irland kommer til udtryk i Celtic FC på mange måder – blandt andet i klubfarverne, der er grøn og hvid, mens klublogoet blandt andet udgøres af en firkløver.

Begge symboliserer ligeledes Irland, der kaldes for Den Grønne Ø i folkemunde.

I perioden mellem 1968 og 1998, hvor der var en borgerkrigslignende tilstand i Nordirland, blev også Celtic FC involveret. I perioder har der været sunget stærkt sekteriske sange til Celtics hjemmekampe – navnligt i lokalderbyerne mod Rangers FC.

Disse sange har blandt andet hyldet den nordirske terrorgruppe IRA, hvilket har skabt yderligere kontroverser mellem de to klubbers fans, der ofte har været involveret i voldsomme slagsmål.

De to klubbers forhold har altid været præget af andet og mere end blot fodbold. Det handler nemlig også om politik og religion.

Oprindeligt var Rangers FC anset for at være en protestantisk klub, der støttede den britiske union, mens Celtic FC var en katolsk klub, der gik ind for skotsk og irsk selvstændighed.  Dette er naturligvis sat på spidsen, men i det store og hele er der en vis sandhed i disse forhold, selvom det naturligvis har ændret sig over tid.

Tilknytningen til Irland er dog fortsat tydelig, og dette viser sig blandt andet i, at klubben flere gange har hjulpet lokale ofre for terroranslag i den nordirske konflikt, der altså verserede frem til 1998.

I 1998 kom konflikten faktisk til at ramme danske Marc Rieper, der på dette tidspunkt spillede i klubben. Han blev nemlig bedt om at være kistebærer ved begravelsen af et 8-årigt offer for en terrorbombe i den nordirske by Omagh. Dette vidner om den tætte tilknytning mellem de irske fans og den skotske storklub.

De senere år

Celtic FC er en klub, der har haft mange danske spillere på holdkortet. Den seneste var faktisk vores nuværende anfører Erik Sviatchenko, der var i klubben fra 2016-2018, men også Morten Duncan Rasmussen har tørnet ud for den skotske klub. Det var i perioden 2010-2012, så der er da et par midtjyder, der kender den skotske klub indefra.

I sidste sæson skuffede Celtic FC stort, da de for første gang siden 2012 ikke blev mestre i Skotland. Derfor blev der hentet nyt blod til trænerposten, da den tidligere australske landstræner Ange Postecoglou blev hentet ind fra japanske Yokohama F. Marinos. Han får dermed sin officielle trænerdebut for den skotske storklub, når de tirsdag møder FC Midtjylland hjemme på Celtic Park.

Selvom Celtic Park normalt har en kapacitet på 60.000 tilskuere, er der Corona-restriktioner, som gør det umuligt at fylde stadion. Det ventes, at der kommer omkring 9.000 tilskuere ind til kampen. Det bliver under alle omstændigheder en mindre gruppe af skotske fans, der kommer ind til opgøret. Men mon ikke de alligevel synger den traditionsrige “You’ll Never Walk Alone” inden opgøret.

Der venter et spændende opgør på tirsdag i Skotland. Og med tanke på deres traditionsrige historie, så er det Celtic-hold, der venter FC Midtjylland, bestemt ikke det bedste hold, som skotterne har kunnet præsentere. Senest tabte man en træningskamp med 1-0 til Preston North End.

Med vilje og tro kan FC Midtjylland skabe et godt resultat forud for returopgøret i Herning, som spilles næste onsdag.