Klubben

Imponerende tal: Over 11.000 tilskuere i snit på MCH Arena i foråret

Tilskuerudviklingen i FC Midtjylland fortsætter med at stige støt, og i foråret snitter man imponerende 11.148 fremmødte efter de fem første hjemmekampe. I den seneste topkamp mod Brøndby var kapacitetsudnyttelsen på niveau med en Champions League-finale.

10/05/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Søndag mod Brøndby blev der for anden gang i foråret slået all time-tilskuerrekord på MCH Arena, da 11.861 overværede topkampen, som endte i en hæsblæsende midtjysk 3-2-sejr.

Efter åbningen af den nye Premium Lounge by &Tradition og de 11 nye skybokse den 1. marts 2024 er MCH Arenas stadionkapacitet blevet øget til 12.055.

Alt i alt har foråret budt på nogle begivenhedsrige måneder på lægterne, hvor FC Midtjylland i 2024 snitter hele 11.148 tilskuere per kamp.

– Vi har haft udsolgt i seks af de seneste syv hjemmekampe og slået stadionrekorden to gange. Rammer vi minimum 11.560 tilskuere i de sidste to kampe, ender vi på 10.000 i snit for hele sæsonen. Det vil betyde, at vi når Vision 2025-målsætningen ét år før tid, siger Data & Ticket Manager i FCM, Martin Klinkby Jacobsen, og fortsætter:

– Tallene er naturligvis afhængige af, hvor stort et antal tilskuere de to udehold (AGF og Silkeborg, red.) kommer med. Vi skal meget vel ramme tæt på et fyldt udebaneafsnit til begge kampe for at opfylde målsætningen allerede til sommer.

Ifølge Martin Klinkby Jacobsen er der i forårets hjemmekampe mod FCK og Brøndby tale om nogle helt unikke tilskuertal, som kan sammenlignes med en af klodens største og mest betydningsfulde fodboldkampe.

– Mod Brøndby var vores udnyttelse af stadionkapaciteten på 98,4 procent. En af de UEFA-folk, vi har arbejdet med i forbindelse med vores europæiske kampagner, fortalte mig forleden, at et sådan tal er på niveau med nogle af de Champions League-finaler, han har arbejdet med.

– Alle har taget opgaven på sig

I sidste sæson lå MCH Arenas tilskuersnit på 8.510, mens man i denne sæson i skrivende stund ligger på 9.777. Hvorvidt Vision 2025-målsætningen realiseres allerede denne sæson, må tiden vise, men hvis ikke tegner der sig et billede af, at det meget vel sker i 2024/25.

– Hvis vi kan snitte 11.000 i et forår, er det klart en mulighed, at vi – hvis ikke i år – når vores 2025-målsætning i næste sæson. Alle tallene indikerer, at det går i den rigtige retning. Når vi ser på tilskuertal, er vi bevidste om, at det sportslige incitament skal være i top. Derudover er vi blevet ved med at kigge ned i vores data for at modvirke ledige pladser.

– Vi dykker konstant ned i dataen for at se, hvor der er ledige pladser, og hvorvidt det er muligt for os at optimere. Snart ser vi ind i en ny fanzone, som skal være med til at skrue endnu mere op for kampdagsoplevelsen. Derfor er vi også optimistiske i forhold til at opnå et endnu højere tilskuersnit til næste sæson, siger Martin Klinkby Jacobsen og sender derefter roser ud til fansene:

– Der er en stor ansvarsfølelse hele vejen rundt. Sæsonkortholdere frigiver deres sæsonkort, hvis de ikke kan møde op, og vi ser, at også andre end vores ansatte går op i, at vi når vores målsætninger. Vi har nogle partnere og tilskuere, der køber ind på vores målsætning om at fylde MCH Arena op. Alle i og omkring klubben har taget opgaven på sig, og uden folks store indsats og forståelse, ville det ikke være muligt.

Sikr en plads med BilletFlex

Med seks gange udsolgt til de seneste syv kampe på MCH Arena anbefaler Martin Klinkby Jacobsen, at man tegner et BilletFlex-abonnement, hvis man vil være sikker på at få adgang til FC Midtjyllands hjemmekampe.

Læs mere om vores billetkoncepter nedenfor.

Sæsonkort / BilletFlex