Da stadionuret rundede ti muntter på EDC Arena i fredagens træningskamp, viste måltavlen 2-0 til FC Midtjylland.
Begge gange var det Gustav Isaksen, som noterede sig som målscorer. Han var naturligvis tilfreds med sejren og de to scoringer.
– Jeg synes ikke, at man kunne se, at vi stillede med en del reserver. Vi spillede mod et godt Esbjerg-hold, som ligger i toppen af 1. divison, og som vi er bedre end på rigtigt mange punkter i dag. Det var fedt at vinde – og selvfølgelig at score, fortæller Gustav Isaksen efter kampen.
Der venter et rigtigt spændende forår for FC Midtjylland med en jagt på to trofæer. Gustav Isaksen, som kommer fra samarbejdsklubben Roslev IK, lægger ikke skjul på, at han er klar til at byde sig til.
– Jeg gør, hvad jeg kan hver eneste dag for at blive bedre. Det er klart, at jeg gerne vil score flere mål her i foråret. Jeg håber på at kunne hjælpe holdet til at vinde The Double, slår den 19-årige kantspiller fast.
Kort, men god opstart
Dagens træningskamp var den sidste i opstarten, før 3F Superligaen genoptages. Opstarten har i år været en anelse anderledes end normalt, idet holdet ikke har været på træningslejr, og desuden har opstarten været kort.
Cheftræner Brian Priske er dog alligevel ganske tilfreds med opstartsperioden.
– Det har været godt i forhold, at opstarten har været så kort. Vi havde jo en okay lang ferie, og så tænker man lidt: ‘Når vi nu det hele på de her tre og en halv uge?’, spørger Brian Priske, som svarer selv:
– Fysisk har det set godt ud, og drengene har trænet godt, selvom det har været relativt intensivt. De har gået fra 45 minutter til 90 minutter på kort tid, men det har de håndteret godt. Vi er sluppet godt gennem perioden uden en masse skader.
Opstartsprogrammet har budt på fire træningskampe, hvor det er blevet til lutter sejre.
– Overordnet set har det været godt. Selvfølgelig er resultaterne vigtigt i forhold til kulturen og mentaliteten, men det er klart, at fokus har været på det fysiske og små taktiske ting, og det er lykkedes meget fint, forklarer cheftræneren.
Der bliver dog ikke tale om nogen blød genoptagelse af sæsonen, og Brian Priske er da også klar over, at der bliver brug for mange folk i foråret. Priskes tropper lægger ud med fire kampe på bare ti dage.
– De første par uger vil man være varsom med spillerne. Sådan tror jeg, det er i alle klubber i ligaen. Græstæpperne rundtomkring i landet kan godt suge ekstra energi ud af spillerne, og så kommer kampene jo bare ind fra en kant. Så på den måde kommer hele truppen i spil, og det er nok ikke kun hos os, at det bliver sådan, lyder analysen fra Priske.
Du kan se FC Midtjylland i Superligaaktion på torsdag, når SønderjyskE gæster MCH Arena.