Førsteholdet

Isaksen vil gribe chancen

Gustav Isaksen, som var involveret i adskillige chancer i søndagens opgør, sætter ord på Brøndby-kampen og ser frem mod det kommende efterår, hvor offensivtalentet er klar til at få en endnu større rolle på holdet.

30/08/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

I opgøret mod Brøndby måtte FCM forlade banen som tabere for første gang i seks ligakampe, og det var Gustav Isaksen naturligvis træt af.

– Det var to vidt forskellige halvlege. Jeg forstår stadig ikke, hvordan vi ikke fik scoret i første halvleg, men i sidste ende er det vel fair, at vi taber, når vi spiller så skidt en anden halvleg. Ja, det er træls, ærgrer Gustav Isaksen sig.

Den 20-årige dribler var ellers involveret i tre kæmpe chancer i de første ti minutter. Først fandt han Awer Mabil og Evander, som begge misbrugte deres store muligheder i feltet, inden Isaksen selv ramte stolpen på hovedstød.

– Det gik jo egentligt, som det skulle i starten, hvor vi lykkedes med meget og får dem blæst bagover. Men vi holdt ikke ved og fandt ikke hinanden lige så godt i resten af kampen, erkender Gustav Isaksen.

Større rolle i vente

Med salget af Anders Dreyer er vejen banet for, at Gustav Isaksen skal blive en større profil i den midtjyske offensiv, og han er klar til at tage mere ansvar.

– Det bliver et fedt efterår. Det er selvfølgelig træls ikke at skulle spille sammen med Dreyer længere, men jeg satser på, at jeg kan tage over for ham ved at spille en masse og gøre det godt og være mere kontinuerlig, lyder det fra Isaksen.

Gustav Isaksen, som stammer fra samarbejdsklubben Roslev IK, er noteret for et mål og to oplæg i sine første otte kampe i denne sæson. De tal skal forhøjes.

– Jeg er klar til at gribe muligheden på den position, og jeg håber at kunne hjælpe holdet med masser af mål og assists. Dem fik vi desværre ikke nogen af i dag (i går, red.), men vi skal jo bare op på hesten igen, understreger den unge offensivspiller og fortsætter:

– Jeg glæder mig til resten af efteråret, som bliver rigtigt spændende med Europa League, hvor vi heldigvis kan spille foran vores fans denne gang, og i toppen af ligaen. Nu var det ikke helt godt her mod Brøndby, men jeg er sikker på, at vi kommer til at ramme et højt niveau.

FC Midtjyllands første kamp i Europa League-gruppespillet er torsdag den 16. september, når bulgarske Ludogorets kommer en tur til Herning.

Henrik Jensen: Vi skal være bedre til at konvertere chancerne

Afsted med U21-landsholdet

I foråret markerede Gustav Isaksen sig tik U21 EM, hvor han scorede to mål og var en afgørende faktor for, at Danmark kom i kvartfinalen.

Nu er det blevet tid til landsholdsamling igen, hvor Isaksen atter er udtaget til det danske U21-landshold. Her er der både en ny træner i form af Jesper Sørensen og mange nye navne i truppen, da det som bekendt er årgangsbestemt.

– Det er altid sjovt at være samlet med landsholdet. Nu har vi fået en ny træner og en masse nye spillere i forhold til U21 EM i foråret, så det bliver helt klart spændende, siger U21-landsholdspilleren.

Gustav Isaksen får selskab af FCM-holdkammeraterne Nicolas Madsen og Nikolas Dyhr i U21-lejren, som lægger ud med en testkamp mod Grækenland, inden kvalifikationen til den næste slutrunde indledes i Kasakhstan.

– Jeg glæder mig og håber selvfølgelig på at spille de to kampe. Der er også lige en lille tur til Kasakhstan, så vi kommer da lidt ud i verden, afslutter Gustav Isaksen med et smil.

Hvis du endnu ikke har set dokumentaren om Gustav Isaksen eller har lyst til at gense den, kan du finde den lige her. Dokumentaren, som udkom tidligere på sommeren, er produceret af FCM doc.

Gustav Isaksen: Talent, Drømme og Hjerte