Når FC Midtjylland Kvindefodbold i den kommende sæson løber på banen til sin debut i Kvindeligaen, bliver det med en ny og stærk partner på fronten af kamptrøjerne.
itm8, som i forvejen er en markant aktør i FC Midtjylland, har nemlig udvidet sit engagement og bliver hovedsponsor for kvindeholdet i sæsonen 2025/26.
itm8 er allerede kendt som en værdifuld samarbejdspartner for FC Midtjylland, hvor virksomhedens logo pryder trøjerne hos akademiholdene for både drenge og piger. Det nye skridt understreger virksomhedens langsigtede engagement i klubbens talentudvikling og fællesskab på tværs af køn.
– Vi er utroligt glade for, at itm8 har valgt at udvide deres partnerskab og nu også går forrest som hovedsponsor på kvindeholdet. Det er et stærkt signal om opbakning til kvindefodboldens voksende betydning – både i FC Midtjylland og i dansk idræt generelt, siger kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen.
Han fortsætter:
– Kvinder og piger spiller fodbold som aldrig før, og mange drømmer i dag om at blive den næste Pernille Harder. Samtidig kæmper både fodbolden og IT-branchen med nogle af de samme udfordringer – blandt andet behovet for større diversitet og flere kvinder i front. Derfor giver det rigtig god mening, at netop FC Midtjyllands kvindehold bliver omdrejningspunkt for itm8’s indsats på tværs af sport og teknologi.
Et naturligt skridt
Samarbejdet mellem FC Midtjylland og itm8 bygger på fælles rødder, gensidig tillid og et fælles ønske om at gøre en forskel – både på og uden for banen. Derfor var det også et oplagt næste skridt for itm8 at bakke op om kvindeholdets rejse mod toppen.
– Vi glæder os over at tage det næste skridt i samarbejdet med FC Midtjylland med sponsoratet af det fremadstormende kvindehold i deres første sæson på højeste niveau. FCM og itm8 er begge organisationer, der er vokset ud af den midtjyske muld og har indtaget en ledende rolle indenfor hver vores felt. Derfor er det meget naturligt for os at bakke op om en klub, hvor vi føler et stort værdifællesskab, og som står mange af vores kolleger nært, fortæller Nicolai Elken Petersen, Group Director for Marketing, Communications & Relations i itm8.
Vi glæder os til at se jer på stadion i den nye sæson, når historien om FCM Kvindefodbold skrives i Kvindeligaen.