Lørdag gjaldt det sommerens sidste træningskamp inden 21/22-sæsonen, som sparkes i gang på fredag, og vores brasilianske angriber var godt tilfreds med udbyttet af opgøret.
– Det var en god og hård kamp, men det er godt på dette tidspunkt, hvor vi skal finde topformen. Der blev gået til stålet i begge halvlege, og det passer mig fint. Vi slås for det, og selvom vi godt kunne ønske os at være mere på bolden i nogle sekvenser af kampen, så skal vi også huske, at vi endnu er i opstarten. Vi bygger på, og så står vi skarpt på fredag, når det gælder point, fortæller Brumado.
Junior Brumado spillede en afgørende rolle i sejren, idet den stærke angriber var involveret i begge de midtjyske mål, der blev sat ind i første halvleg.
– Paulinho leverede et godt indlæg til den bagerste stolpe, som jeg dirigerede videre til Evander, der ikke kunne undgå at prikkede bolden i mål. Ved min egen scoring opfanger jeg en aflevering fra keeperen, går direkte på mål og sætter den ind. Det var måske en nem scoring, men jeg gør det, en angriber skal, og jeg er altid klar til at gribe de muligheder, der opstår i kampen. Alle mål tæller jo det samme, lyder det fra en storsmilende Brumado, der garanterer, at han er helt klar til den nye sæson.
Sæsonstart på fredag
Truppen rejser hjem til Danmark i morgen, hvorefter der venter en fridag mandag, inden de sidste forberedelser indledes frem mod fredagens 3F Superliga-premiere mod OB på MCH Arena.