Førsteholdet

Joel Andersson forlænger med FC Midtjylland

Den 25-årige forsvarsspiller har skrevet under på en ny kontrakt, så hans aftale i FCM nu løber frem til udgangen af 2026.

14/03/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Siden 2018 har han været garant for stabile præstationer i højre side af FC Midtjyllands forsvar. I den periode har Joel Andersson og FCM vundet to titler og spillet to europæiske gruppespil.

Nu kan den 25-årige svensker glæde sig over en ny milepæl. Joel Andersson har nemlig sat sin signatur på en ny kontrakt, og det vækker stor begejstring i FC Midtjylland.

– Det har været en stor fornøjelse at følge Joel i de sidste tre og et halvt år, hvor han har været i FC Midtjylland. Han trådte ind i klubben med sin rolige facon og ærgerrighed for at blive bedre, som han har holdt fast i hele tiden. Vi værdsætter hans ydmyge tilgang til rollen som fodboldspiller, og han er vellidt blandt alle, fortæller sportschef Svend Graversen.

– Vi er rigtigt glade for at have lavet en ny aftale med Joel. Han har lagt på sit spil gennem årene og været med til at vinde to trofæer og spille to europæiske gruppespil. Den udvikling skal Joel fortsætte, hvor han kommer til at spille en stor rolle i vores jagt på trofæer, og så kan han forhåbentligt komme ind omkring det svenske landshold, tilføjer Svend Graversen.

Den svenske defensivspecialist kom i sommeren 2018 til FC Midtjylland fra BK Häcken i hjemlandet, hvis A-landshold han har spillet seks kampe for.

Spændende rolle på holdet

Joel Andersson, som står noteret for 131 kampe i FCM-trøjen, er ligeledes tilfreds med at have en ny aftale i klubben på plads.

– Da jeg først hørte om, at klubben gerne ville forlænge med mig, var det med det samme mit mål. Det er dejligt, at det nu er på plads. Den rolle, jeg har på holdet, er rigtig spændende, og jeg føler mig godt tilpas i klubben, så jeg var aldrig i tvivl om at skrive under på en ny aftale, siger Joel Andersson.

I denne sæson har Joel Andersson bygget på med offensivt output og lavet ni oplæg og to mål i sine 35 kampe.

– Jeg spiller fast og gør det godt. Måden, vi spiller på, passer mig super godt, og positionen som wingback tiltaler mig meget. Jeg satser på, at jeg kan blive ved med at bidrage til holdet her i foråret, hvor vi stadig har store ambitioner om at vinde trofæer, tilføjer wingbacken.

Joel Anderssons nye kontrakt i FC Midtjylland løber frem til den 31. december 2026.