Herreholdet

Jonatan Lindekilde skriver ny lang aftale og udlejes til FC Fredericia

Jonatan Lindekilde fortsætter udviklingen i FC Fredericia, hvor midtbanespilleren igen skal tørne ud på leje for resten af sæsonen. Samtidig har det 20-årige stortalent forlænget sin aftale med FC Midtjylland, så den løber til sommeren 2031.

14/08/26
Christian Rothausen
Foto: Augustine Akena

Det bliver endnu en sæson i FC Fredericia for Jonatan Lindekilde, som skal fortsætte den flotte udviklingskurve.

Efter to succesfulde lejeophold i Fredericia, der første år bød på en historisk oprykning til 3F Superliga, og sidenhen en sæson i landets bedste række, fortsætter samarbejdet nu.

Samtidig har FC Midtjylland valgt at forlænge aftalen med den arbejdsomme midtbanespiller, så de to parter nu har papir på hinanden frem til sommeren 2031.

– Lindekilde har gennemgået en flot udvikling, siden han kom til Fredericia første gang, og han har allerede bevist, at han kan gøre sig gældende på seniorniveau. Han har fået nogle værdifulde erfaringer, og vi synes, det er tydeligt, at han fortsat har et stort udviklingspotentiale, siger sportschef Kristian Bach Bak og fortsætter:

– Derfor giver det god mening, at han fortsætter i et miljø, hvor han kender klubben og kan få endnu mere seniorerfaring. Samtidig er vi glade for at kunne forlænge med Lindekilde. Det er et udtryk for, at vi tror på ham og på den udvikling, han er i gang med.

Jonatan Lindekilde har siden tiden på akademiet udviklet sig til en alsidig og arbejdsom midtbanespiller med både løbekapacitet, duelstyrke og evnen til at bidrage offensivt. Allerede som U19-spiller var han en markant profil og var blandt andet anfører på det ene af sine to danske mesterskabshold.

Nu handler det om at give den unge midtbanespiller de rette rammer til at tage næste skridt.

– Vi skal have respekt for, at Lindekilde stadig er en ung spiller, og der er selvfølgelig ting, han skal udvikle videre på. Men han har allerede vist nogle spændende ting, og vi tror på, at han kan tage flere skridt i Fredericia og på sigt blive en vigtig spiller for FC Midtjylland, siger Kristian Bach Bak.

Jonatan Lindekilde står noteret for 43 kampe, ti mål og syv assists hidtil for FC Fredericia. I sidste sæson scorede han fem mål i 3F Superliga.