Efter en januar på træningslejr med førsteholdet i Spanien og flere bænkpladser undervejs i 2026 blev Julius Emefile søndag belønnet for sin flotte udvikling, da den 18-årige offensivspiller blev skiftet ind til de sidste 16 minutter på JYSK Park.
– Det er nok en af de fedeste følelser, jeg nogensinde har haft. Det er stort for mig, og jeg har ventet og håbet på, at den her dag ville komme. Det var fantastisk, fortæller han og uddyber:
– Jeg varmede jo bare op, ligesom jeg har gjort alle de andre kampe. Pludselig sagde Yannick (FCM’s Head of Physical Performance, red.) til mig, at jeg skulle ind om fire minutter. Jeg gjorde mig klar i hovedet og blev selvfølgelig lidt nervøs.
– Fodbold er fodbold. Når man så først kommer på banen, forsvinder nerverne lidt. Det var virkelig fedt at være på banen, men jeg skal også vise, at jeg er dygtig nok til at være der – så det var det, jeg fokuserede på. Jeg synes, det gik okay, men jeg kan selvfølgelig godt mærke, at niveauet er højere, og man skal være skarp i alle aktioner.
– Jeg tror på mig selv
Traditionen tro holdt sportschef Kristian Bach Bak og Julius Emefile selv en tale i omklædningsrummet efter søndagens kamp. Førstnævnte lagde vægt på sidstnævntes flotte udvikling, hvor man særligt har været imponeret af det niveau, stortalentet lagde for dagen på førsteholdets træningslejr i Spanien i pre-season.
Om sin egen udvikling, fortæller han:
– Jeg kan hundrede procent mærke, at jeg rykker mig. Det har virkelig været fedt at være omkring førsteholdet – det er det, jeg har trænet til hele mit liv og ventet på, imens jeg har været på U19. Da jeg fandt ud af, at jeg skulle med på træningslejren, blev jeg glad – og så handler det jo om at gøre sit bedste, når man er der, siger Julius Emefile og fortsætter:
– Det er nemmere at gøre, når man har så gode mennesker og holdkammerater omkring en, som jeg har haft. Jeg synes, jeg udvikler mig hele tiden. Nu skal jeg fortsætte og vise, at jeg er god nok til at spille. Jeg tror på mig selv og er klar til at arbejde hårdt.
4-0-sejr: Det bemærkede vi mod Silkeborg
Hvad skal der ske med din debuttrøje? Jeg går ud fra, det er en, du gerne vil have med hjem…
– Vi har vist fem, vi må tage i løbet af en sæson. Den, jeg havde på første gang, jeg var på bænken, tog jeg med hjem. Og nu tager jeg selvfølgelig også den her. Den ligger bare derhjemme, og så må vi se, om den skal op og hænge, eller om jeg giver den til mine forældre. Den skal hvert fald med hjem, fortæller gårsdagens debutant med et smil.
Julius Emefile kom til FC Midtjylland i sommeren 2024. Den danske ungdomslandsholdsspiller står udover den ene kamp på førsteholdet noteret for 35 kampe og 15 scoringer i henholdsvis U19 Ligaen og Youth League.
