Førsteholdet

Junior Brumado forlænger aftalen med FCM

Den 22-årige angriber har skrevet under på en ny kontrakt i FC Midtjylland, så de to parter nu har papir på hinanden frem til udgangen af 2026.

15/01/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

I 2021 skød Junior Brumado sig for alvor ind i hjerterne på FC Midtjyllands fans med en række stærke præstationer og otte scoringer i det forgangne efterår.

Nu starter den unge brasilianer året med endnu et højdepunkt. Han har nemlig scoret sig en ny kontrakt på heden.

– Det bringer stor glæde og stolthed i FC Midtjylland, at vi har forlænget samarbejdet med Junior. Han har taget store skridt i 2021 og står nu foran sit endelige gennembrud. Det er vigtigt at huske, at han kun er 22 år, så det er en spiller med et kæmpe potentiale, siger sportschef Svend Graversen.

– Junior skal brænde ligaen af i foråret og gøre alt for at blive topscorer. Det er vores første mål, men kigger man i et længere perspektiv, er vi sikre på, at han kan udvikle sig yderligere. Vi skal i fællesskab sørge for, at han får forløst sit fulde potentiale, fortsætter Graversen.

22-årige Junior Brumado kom til Danmark i januar 2019, da FC Midtjylland hentede ham i hjemlandet i klubben Esporte Clube Bahia.

– Det tog lidt tid for Junior at vænne sig til måden, man gør tingene på og udenfor banen i FCM og i Europa. Han har lagt et kæmpe arbejde i at integrere sig, og han snakker flydende engelsk nu. Et vellykket lejeophold i Silkeborg spiller også ind, men det vigtigste har været hans egen hårde indsats. Det kan man nu se effekten af, fortæller Svend Graversen.

Det er ikke kun indenfor kridtstregerne, at den 190 centimeter høje brasilianer gør en god figur i FC Midtjylland.

– Det er en ung mand, som er vellidt i hele organisationen. Udover at være en professionel atlet er det en person med et venligt væsen udenfor banen, og det sætter vi alle sammen stor pris på. Vi glæder os over at fortsætte samarbejdet med Junior, afslutter Svend Graversen.

– Jeg elsker at være her

Siden Junior Brumado kom til FC Midtjylland for tre år siden, er der sket meget. Udover 61 kampe og 11 mål i FCM-trøjen har brasilianeren fundet sit andet hjem.

– Nu har jeg været i Midtjylland i tre år, og jeg har vænnet mig til det hele. Specielt det første år var en udfordring, fordi det hele var nyt og anderledes, men nu føler jeg mig hjemme, og jeg forstår alt og er en del af det hele. Jeg elsker at være her, smiler Junior Brumado.

– Klubben har altid troet på mig. Selvom det første år var svært, har jeg mærket en stor opbakning fra trænerne og klubben, og det har hjulpet mig til at blive ved med at arbejde hårdt. Det går også den anden vej, hvor jeg har troet på klubbens projekt hele vejen igennem, og jeg vil betale tilbage med stærke præstationer, fortsætter den unge angriber.

Med syv ligamål i den indeværende sæson er Junior Brumado på en delt andenplads på 3F Superligas topscorerliste. Han vil gerne forbedre den position, men fortæller samtidigt, at den altoverskyggende ambition er at vinde The Double i det kommende forår.

– Mit mål er at blive topscorer i 3F Superliga, men det er lige meget, hvis vi ikke vinder titlen. Vi har et stærkt hold, og det skal vi ud at vise i foråret, hvor vi går efter at vinde både ligaen og pokalturneringen. Titler er det vigtigste i fodbold, afslutter den ambitiøse brasilianer.

Junior Brumados nye kontrakt løber frem til den 31. december 2026.