Førsteholdet

Kampdag i Graz: Sådan lader spillerne op til EL-braget

Torsdag aften spiller FC Midtjylland sin første kamp i dette års Europa League på udebane mod østrigske SK Sturm Graz. Her giver vi et indblik i, hvordan sådan en kampdag forløber.

08/09/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Spillere og stab fløj onsdag til østrigske Graz, hvor der i aften kl. 21.00 venter det første opgør i årets Europa League-turnering. Nedenfor giver vi et indblik i, hvordan det forløber, når FCM spiller europæisk fodbold på udenlandsk græs.

Kampdag i Graz

8.00-10.00 – Morgenmad
Da der er tale om en sen aftenkamp, får spillerne mulighed for at sove længe. Derfor er der løbende morgenmad på hotellet, hvor truppen kan møde ind, når det passer den enkelte. FCM’s fysiske stab sørger altid for, at hotellerne har det rette mad klar, så spillerne får den korrekte ernæring indenbords, så de kan præstere på højeste niveau.

11.00 – Gymsession
På udenlandsture vil hele truppen og stab normalt tage en kort gåtur i byen nogle timer før kampstart. På grund af gårsdagens sene ankomst til Graz er det besluttet, at spillerne i stedet tager en kort træningssession i hotellets fitnesscenter for på den måde at ryste eventuelt resterende rust ud af kroppen.

11.45 – Holdmøde
Før frokost møder hele truppen ind til et holdmøde, der skal få de sidste ting på plads før aftenens kamp. Her gives der for eksempel taktiske dessiner, ligesom der gennemgås aftaler ved standardsituationer og andre spilprincipper. På den måde bliver alle gjort bevidste om deres opgaver og kan efterfølgende bruge dagen på at blive klar i hovedet frem mod kampstart.

12.00 – Frokost
Nu er det tid til at få en god portion mad indenbords. Holdet har booket sin egen spisesal på hotellet, hvor alle måltider kan nydes i fællesskab. Frokosten skal lægge en god bund frem mod aftenens opgave. Herefter er der fri til at slappe af. Nogle tager en lur eller ser film på værelset, mens andre nyder hinandens selskab med et spil kort eller en røverhistorie.

14.30 – Simpel snack
Med lidt over seks timer til kampstart indtager spillerne et simpelt måltid for at holde kroppen kørende. Dette måltid kan være alt lige fra brød, yoghurt eller frugt – og for nogle måske også en kop kaffe.

17.30 – Prematch-måltid
Aftensmåltidet før kampstart. Nu er det på tide at fylde depoterne, før det snart er tid til at sætte kursen mod Stadion Graz Liebenau. Måltidet består typisk af pasta, ris, kylling og forskellige former for salat.

19.00 – Holdmøde
Det klassiske taktikmøde før kamp. Her bliver spillerne mindet om, hvad der forventes af dem til aftenens kamp, ligesom de vigtigste aftaler gennemgås en gang til.

19.15 – Afgang mod stadion
Nu går turen mod Stadion Graz Liebenau, som ligger godt og vel et kvarter væk i bus. Stab og spillertrup kører samlet, og alle bruger køreturen på at samle fokus, før det for alvor går løs.

21.00 – Kampstart mod Sturm Graz
Efter omklædning og en god opvarmning ruller bolden på Stadion Graz Liebenau. I Rom spiller Lazio og Feyenoord, der også er i FCM’s gruppe, på samme tidspunkt.

00.00 – Aftensmad på hotellet
Når kampen er færdigspillet, vender truppen tilbage til hotellet, hvor der vil stå aftensmad klar i spisesalen. Herefter venter en god nats søvn, før morgendagen byder på en let træning efterfulgt af hjemrejse til Danmark.