Kvindeholdet

Kvinderne vandt i det københavnske

FCM-kvinderne var torsdag på besøg på Valby Idrætspark, hvor Østerbro IF tog imod dem til en ny dyst i kvalifikationsspillet til Gjensidige Kvindeliga. Det endte nok engang med sejr til FCM-holdet.

18/04/25
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

Med en sejr mod Kolding IF i nylig erindring, ankom FCM-kvinderne torsdag formiddag til Valby Idrætspark med selvtillid og en førsteplads i bagagen. Det var blevet til to sejre og en enkelt uafgjort i sæsonens første tre kampe, og nu var det tid til, at Østerbro IF skulle besejres.

Hjemmeholdet havde blot fået ét point i sæsonens første tre kampe, og dermed var det et helt anderledes udgangspunkt, de ankom til kampen med.

– Vi har mødt Østerbro mange gange før, og selvom situationen i tabellen måske indbød til, at man kunne komme til at undervurdere dem, var jeg ikke bange for, at det blev tilfældet. Vi kom med fuld respekt, da vi ved, hvor gode de er til at stå defensivt, og det fik vi også at se i dag, begynder Steen Gravgaard.

Ikke desto mindre blev det også FCM-kvinderne på førstepladsen, der viste sig at være det bedste hold på Valby Idrætspark denne skærtorsdag, hvor holdet vandt 2-0 i København.

Allerede efter ti minutter af kampen fik unge Ida-Sofie Rathe sat bolden i kassen efter en assist af Hannah Fruensgaard, der spillede fra start for første gang i 2025.

Senere i første halvleg kom FCM-kvinderne igen på tavlen, og denne gang var det Mathilde Kaihøj, der udnyttede et oplæg fra Therese Vestermark, og dermed var føringen fordoblet efter 41 minutter.

– Vi kom helt ekstremt godt ud til kampen, og vi fik vist os virkelig godt frem. Det var med masser af power, intensitet, fart og udfordringer. Det var præcist, hvad vi gerne ville, og det var stort set spil til ét mål i den periode, fortæller Steen Gravgaard om første halvleg.

Kampen bød ikke på flere scoringer i anden halvleg, og dermed blev slutresultatet 0-2 til FCM’erne.

– Efter vores 2-0-scoring slap vi speederen lidt, og det blev en lidt mere balanceret kamp. Vores tre point var dog aldrig i fare, og det var med god kontrol under hele kampen, så det var vi også godt tilfredse med.

Hannah Fruensgaard, der fik sin første start i dette kalenderår, storspillede i dette opgør, hvis man spørger Steen Gravgaard.

– Hun var helt ekstremt stærk derinde i dag. Det var fuldstændig fantastisk at se, og det viser bare hvor god en spiller, hun er, roser han.

Kampen blev også en debutkamp for den 16-årige Ida Skræddergaard, der blev skiftet ind til det sidste kvarter.

Sejren ændrer ikke på meget i tabellen, da FCM-holdet bevarer førstepladsen på denne måde. Dog har man øget forspringet ned til stregen, og dermed spillet sig ét skridt tættere på oprykningen.

FCM-kvinderne spiller igen lørdag den 26. april, hvor B.93 kommer på besøg på Vildbjerg Stadion.

Østerbro IF 0-2 FC Midtjylland (0-2)

10′ 0-1 Ida-Sofie Rathe
41′ 0-2 Mathilde Kaihøj

FCM XI: Katrine Thisgaard, Phiona Nabbumba, Clara Jepsen, Ida Olsen, Mathilde Kaihøj, Therese Vestermark, Rikke Dybdahl, Annika Huhta, Julie Breiner, Hannah Fruensgaard, Ida-Sofie Rathe.