Førsteholdet

Lee Han-beom skifter til FC Midtjylland

Den 21-årige midterforsvarer skifter til FC Midtjylland på en fireårig aftale fra sydkoreanske FC Seoul.

28/08/23
Christian Rothausen
Foto: William Marinus Vingtoft

Lee Han-beom debuterede i den sydkoreanske K League i 2019. Sidenhen er han blevet en profil for hovedstadsklubben FC Seoul, hvor han står noteret for 54 kampe.

Nu skifter den talentfulde midterforsvarer til FC Midtjylland på en fireårig aftale.

– Lee er en ung spiller, som særligt det seneste år har fået sit gennembrud i den bedste sydkoreanske række. Han er fysisk stærk, atletisk samt dygtig i sine dueller, hvor han både bruger sin styrke og evne til at læse spillet. Samtidig er han en boldspillende forsvarsspiller, som kan sætte spillet, siger sportschef Svend Graversen og fortsætter:

– Vi har med en ydmyg ung mand at gøre, som har store drømme og ved, at der ligger et stort stykke arbejde foran ham. Nu skal han køres ind i truppen, og så skal vi bygge på ham, så han kan fortsætte sin rivende udvikling og overføre det fra Sydkorea til europæisk fodbold.

Glæder sig over at komme til Europa

Hovedpersonen selv glæder sig over skiftet til europæisk fodbold og FC Midtjylland, hvor han nu ønsker at tage næste skridt i sin udvikling.

– Jeg er glad for at komme til Europa og FC Midtjylland. Nu er det vigtigste for mig at gøre en forskel på banen. Jeg har set flere af holdets kampe, og den offensive, aktive spillestil har gjort det attraktivt for mig at skifte hertil, siger Lee Han-beom og fortsætter:

– Min drøm er at komme på det sydkoreanske landshold, og her i klubben stiler jeg efter at vinde trofæer. Det er mine helt klare mål for de næste år.

Flere og flere sydkoreanske spillere gør sig gældende i europæisk fodbold. Nu bliver Lee Han-beom det nyeste skud på stammen, hvor han bliver holdkammerat med landsmand Cho Gue-sung i FC Midtjylland.

– Jeg kender ham ikke personligt, men vi har spillet mod hinanden et par gange. Jeg kender til hans historie i K League, og det bliver fedt at spille på samme hold som ham, hvor jeg håber, vi kan blive tætte holdkammerater, fortæller Lee Han-beom, som påbegynder engelskundervisning med det samme.

Der skal lyde et varmt velkommen til den sydkoreanske forsvarsspiller, som får trøjenummer 3.