Førsteholdet

Lokal målscorer er kommet fra baghjul

Mads Hansen blev i sidste sæson kåret til årets U19-spiller i FCM efter 19 mål og 23 oplæg i bare 23 kampe, men vejen dertil var ikke snorlige. Nu har han mod på endnu mere.

14/07/21
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

Der er en række nye unge spillere i førsteholdstruppen, som er kommet op fra U19 eller vendt retur fra udleje. I forbindelse med sæsonstarten kan du lære dem bedre at kende gennem en portrætserie på vores hjemmeside.

Født og opvokset i Ikast begyndte Mads Kristian Hansens tilhørsforhold til FCM fra barnsben. Nu er han et af de unge talenter på spring i FC Midtjylland-truppen.

– Der er billeder fra, da jeg var to år, hvor jeg har FCM-trøje på, og jeg var på stadion med min familie lige så langt tilbage, jeg kan huske, fortæller Mads Hansen, som i en tidlig alder imponerede på banerne i Ikast.

Det gav ham en plads på FCM Elitefodboldskole i U13-U15-årene efter tiden i den lokale samarbejdsklub Ikast FC.

– Jeg spillede altid med ældre drenge i Ikast, men da jeg for første gang blev udtaget til FC Midtjyllands ungdomshold, tænkte jeg, at det kunne da være, at det godt kunne blive til mere end bare en interesse, husker den i dag 18-årige ikastbo.

Da U15-tiden var slut, var Mads Hansen ikke en af de spillere, som fik tilbudt en plads på akademiet i Ikast. Det betød dog ikke, at han gav op.

– Jeg fik et nej til at komme på akademiet i første omgang. Først kunne det ikke lade sig gøre fra FCM’s side, men jeg fik heldigvis lov til at starte på ISI alligevel, hvor jeg så kunne træne med FCM om aftenen. Det endte så med, at jeg spillede en masse U17-kampe uden at have en kontrakt, fortæller Mads Hansen, inden forløsningen kom seks måneder senere:

– Efter et halvt år skrev jeg under på den kontrakt, som jeg havde kæmpet for hele tiden.

– Jeg skulle modbevise dem

Mads Hansens første halve år på ISI var drevet af drømmen om at skrive under på en kontrakt.

– Jeg tænkte, at jeg skulle modbevise dem. Jeg ville bevise, at de havde taget fejl i første omgang, siger Mads Hansen.

Fasen af modgang har styrket ham som både menneske og spiller.

– Det er selvfølgelig fedt, at det lykkes. Jeg tænker også, at jeg kan bruge det senere i karrieren, at jeg mødte modgang tidligt som spiller. Det er en fase, som ikke så mange andre har prøvet, pointerer den unge offensivspiller, som fortæller om akademitiden:

– Jeg har oplevet akademitiden som en opadgående kurve hele vejen igennem. Som førsteårs U17 spillede jeg wingback, inden jeg fik overtalt Henrik (Henrik Jensen, daværende U17-cheftræner, i dag assistenttræner på førsteholdet, red.) til, at jeg skulle spille kant.

Nu mestrer han de fleste offensive positioner, hvor han for alvor har fået gang i målscoringen i de seneste par sæsoner.

Som andetårs U17 og førsteårs U19 blev han topscorer i ligaen i begge sæsoner. Det kastede en femårig kontraktforlængelse af sig sidste sommer.

I den seneste sæson har Mads Hansen været anfører på U19-holdet, som blev danske mestre, hvor offensivallrounderen lavede hele 19 mål og 23 oplæg i bare 23 kampe.

Det skete på trods af en brækket fod midtvejs i sæsonen, og de fornemme præstationer var medvirkende til, at han blev kåret til årets U19-spiller i FCM i den forgangne sæson.

Der skal seniorerfaring til

Med de flotte ungdomspræstationer i mente kan det den dag i dag virke besynderligt, at Mads Hansen ikke var selvskrevet til en plads på akademiet. Det vidner om, at man kan komme langt med en stor viljestyrke.

Nu er den lokale målscorers fokus rettet mod seniorfodbold.

– Min ambition er 100 procent at komme ind på førsteholdet og spille så mange minutter som muligt og få noget seniorerfaring, pointerer Mads Hansen, som netop er vendt hjem fra træningslejren i Polen.

Det var klubbens første træningslejr siden januar 2020, hvor Mads Hansen også var med.

– Det har været fedt og lærerigt at være med omkring førsteholdet igen. Jeg var også med på træningslejr før Corona, men restriktionerne har gjort, at det hele har været mere opdelt mellem U19 og førsteholdet i lang tid, så det er dejligt at kunne være med og vise sig frem igen, fortæller Mads Hansen, som runder af:

– Intensiteten og kvaliteten er selvfølgelig højere i træningen, men setuppet minder meget om det, vi altid har gjort på akademiet. Nu glæder jeg mig bare til at fortsætte og forhåbentligt få nogle kampe.

18-årige Mads Hansen er noteret for 15 ungdomslandskampe, men han har fortsat sin førsteholdsdebut for FC Midtjylland til gode.

3F Superliga
mandag 25/11 kl. 19:00
FC Midtjylland FCM
Silkeborg IF SIF
MCH Arena
Billetsalget starter 18/11 kl. 10:00