Akademiet

Lokal offensivspiller optaget på akademiet

Marcus Nielsen har netop skrevet en 3-årig kontrakt med FC Midtjylland.

05/05/21
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

På FC Midtjyllands akademi har der gennem årene været mange dygtige offensive spillere, som senere har afgjort kampe på det højeste niveau.

Nu er der en ny tekniker i rækken, som er klar til at starte på akademiet i Ikast.

Navnet er Marcus Nielsen, som – før han startede på FC Midtjyllands Elitefodboldskole – spillede i samarbejdsklubben Hammerum IF. Han kalder underskrivelsen et stort øjeblik.

– Det var et stort øjeblik, som altid har været en drengedrøm. Jeg er rigtigt glad for det skulderklap, som det er at få en plads på akademiet, fortæller Marcus Nielsen, som netop er fyldt 15 år.

Akademichef Flemming Broe er ligeledes begejstret for tilføjelsen af den unge offensivspiller.

– Vi er bestemt glade for at have skrevet under med Marcus, som er en meget målrettet ung mand, siger Flemming Broe og fortsætter:

– Han er en teknisk velfunderet type, og vi har at gøre med en meget dygtig dribler. Én mod én er han utrolig stærk, og han har et godt første touch.

Alsidigt offensivt kort

Marcus Nielsen kan spille både kant, angriber og offensiv midtbane, og han ser frem til at starte på akademiet.

– Jeg glæder mig til at komme i gang og udvikle mig. Det bliver fedt at spille kampe, hvor jeg forhåbentligt kan hjælpe holdet. Jeg glæder mig bare helt vildt, understreger Marcus Nielsen.

Den lokale offensivspiller er ikke i tvivl om, hvad han går efter.

– Jeg er en god teknisk spiller, som gerne vil vende med bolden og sætte fart. Jeg er hurtig og har et godt spark. Drømmen er først og fremmest at spille mig på Superliga-holdet, men selvfølgelig håber jeg da på at blive god nok til at komme til udlandet engang. Det er den største drøm, siger Marcus Nielsen.

Stort tillykke med kontrakten til Marcus Nielsen.