Forud for den seneste sæson kom Luca Pfeiffer til FC Midtjylland. Her er det blevet til 2 mål i 17 kampe i tyskerens første år i Danmark.
Nu går turen for en stund tilbage til hjemlandet, idet han rykker til Darmstadt på en lejeaftale.
Sportschef Svend Graversen er tilfreds med aftalen.
– 2. Bundesligaen er et rigtigt godt sted for Luca at spille, og vi satser på, at han kan tage et skridt i sin udvikling ved at få en masse kampe der. Vi glæder os til at følge ham, siger Svend Graversen.
Darmstadt blev nummer 7 i den seneste sæson i 2. Bundesligaen, og nu får de altså tilgang af den 196 centimeter høje angriber.
Luca Pfeiffer spillede ungdomsfodbold i Hoffenheim, inden han tørnede ud for et par forskellige tyske hold i 3. Bundesligaen og Oberligaen. Sidste år skiftede frontløberen fra Würzburger Kickers til FC Midtjylland.
Lejeaftalen i SV Darmstadt gælder hele 21/22-sæsonen.