Billetinfo
Se info om billetsalg til forårets første hjemmekampe

Førsteholdet

Målrettet Isaksen ser frem mod årets første test

Gustav Isaksen ser frem mod lørdagens test i Hamborg, hvor tyske FC St. Pauli venter. Den 21-årige offensivspiller glæder sig til igen at spille 11 mod 11 i det, der skal blive startskuddet på et stort forår for holdet.

19/01/23
Christian Rothausen
Foto: Nikolaj Kramer

– Jeg har det godt på holdet og føler mig i en fysisk stærk forfatning. Lige nu ser det godt ud, men der er selvfølgelig fortsat en masse ting, vi skal have trænet, så vi står helt perfekt til de første officielle kampe i sæsonen, fortæller Gustav Isaksen efter et af de mange træningspas i vinteropstarten.

Der arbejdes hårdt i Ikast. Pulsen er høj, kilometerne er mange, og de taktiske instrukser er altafgørende.

Gustav Isaksen er i gang med sin fjerde sæson som seniorspiller, og det 21-årige offensiv-es ved godt, hvad den hårde opstart kræver.

– Det handler om at holde snuden lige i sporet. Hele holdet er gode til at bevare motivationen, fordi vi ved, der ligger nogle fede kampe og venter. Når vi først begynder med træningskampene, bliver det hele også mere interessant. Det er ikke det sjoveste at lave en masse løb og fitness her i opstarten, men det er en del af det.

Traditionsklub venter i Hamborg

Den tyske traditionsklub FC St. Pauli blev grundlagt i 1910. I nyere tid har klubben været oppe at snuse til den bedste tyske fodboldrække, men med sin hovedsagelige tilværelse i 2. Bundesliga er holdet mest kendt for sine loyale og politisk-dedikerede fanskare, der vækker genklang i hele fodboldverden.

Lørdag gæster FCM de berygtede hamborgensere, når Millerntor-Stadion med plads til knap 30.000 tilskuere danner ramme om midtjydernes første testkamp denne vinter.

– Det bliver fedt at spille på et stort stadion igen. I ferierne kan man nogle gange glemme, hvor fedt det egentlig er, men når man først starter op igen, savner man det virkelig. Vi ser virkelig frem til kampen, og det er fedt, at det for alvor begynder nu, siger Gustav Isaksen.

Der er tale om St. Paulis sidste træningskamp før holdets genstart af 2. Bundesliga, hvorfor tyskerne træder ind til kampen med et andet fundament end Gustav Isaksen og co. For den hurtige kantspiller skal lørdagens spilminutter skabe grobund for en god halvsæson i 3F Superliga.

– Lige nu er det vigtigste, at vi som hold kommer med i top 6. Hvis vi lykkes med det, synes jeg virkelig, vi har potentiale til at fyre den af. Det store mål for mig selv er at score endnu flere mål og få lagt på der. Generelt skal vi lave flere mål i offensiven, og det arbejder vi hårdt på at forløse her i opstarten.

TVMV viser St. Pauli v FCM

En ny aftale betyder, at Arbejdernes Landsbank fungerer som kommerciel partner og TV MIDTVEST som mediepartner under førsteholdets pre season. TV MIDTVEST kommer i den forbindelse til at vise alle førsteholdets fire træningskampe gratis på tværs af stationens platforme; app, web og tv.

Lørdag den 21. januar spiller FCM årets første træningskamp, når tyske FC St. Pauli venter på Millerntor-Stadion i Hamborg. Kampstart er kl. 13.30, og TV MIDTVEST vil sende live med optakt en halv time før kampstart.

Både optakt, selve kampen og den efterfølgende nedtakt kan ses på tv-stationens app, og det eneste du skal gøre er at downloade appen gratis nedenfor. Opgøret bliver også vist direkte på TV MIDTVESTs hjemmeside og tv-kanal.

App Store Google Play