Førsteholdet

Marrony udlejes til hjemlandet

Marrony skifter til Fluminense i Brasilien på en lejeaftale, der gælder hele den kommende sæson.

07/07/22
Mads Jakobsen
Foto: Getty Images

Tilbage i august kom Marrony til FC Midtjylland, hvor den brasilianske angriber optrådte 11 gange i FCM-trøjen i den forgangne sæson.

Nu går turen for en stund tilbage til hjemlandet, idet han rykker til Fluminense på en étårig lejeaftale.

– Marrony har ikke formået at tilspille sig den afgørende rolle på holdet, som vi havde håbet på i den forgangne sæson. Derfor er det den rigtige løsning, at vi nu har landet en god aftale med Fluminense, hvor han gennem et lejeophold skal forløse sit store talent. Vi ser frem til at følge ham i den brasilianske liga, siger sportschef Svend Graversen.

Den 23-årige frontløber gør dermed comeback i brasiliansk fodbold, hvor han inden skiftet til FC Midtjylland spillede 85 kampe i Serie A.

Her bliver det altså Rio de Janeiro-klubben Fluminense, som får glæde af Marrony i det kommende års tid. Fluminense ligger i skrivende stund nummer 6 i den brasilianske Serie A, som følger kalenderåret.

Lejeaftalen løber frem til den 30. juni 2023.

FC Midtjylland ønsker Marrony held og lykke med lejeopholdet i Fluminense.