Efter 63 minutter erstattede Gustav Isaksen Sory Kaba, og blot to minutter senere gjorde han det til 1-0 i søndagens topkamp mod Brøndby.
Evander forsøgte sig med et langskud, som Brøndby-keeperen kun kunne halvklare. Isaksen var lynhurtig over returen, og det skal angrebstræner Morten ‘Duncan’ Rasmussen takkes for.
– Duncan siger, at man altid skal løbe ind og følge op, så det gjorde jeg. Det har han sagt rigtigt mange gange, griner Gustav Isaksen, som fortæller:
– Det var dejligt, at den lå der, og det var mega fedt at score.
Målet var den unge offensivspillers første i 3F Superligaen, og det afgjorde kampen, som endte 1-0. Det var Isaksen naturligvis tilfreds med, selvom det ikke var det vigtigste.
– Det er selvfølgelig dejligt at se sit navn på måltavlen, især fordi det var i sådan en tæt kamp mod en af de største konkurrenter. Sejren og de tre point er det vigtigste, så det kunne ikke være meget bedre, lyder det fra Gustav Isaksen.
Det brede smil på Gustav Isaksens læber blev heller ikke mindre af, at sejren sendte FC Midtjylland forbi Brøndby i tabellen og op på Superligaens førsteplads.
Det skete efter en kamp, hvor gæsterne var farlige på omstillinger et par gange.
– Det bølger frem og tilbage, selvom vi har meget boldbesiddelse. Det betyder ikke så meget mod Brøndby, fordi de ligger og lurer på omstillinger, som de er stærke på. De kom måske lidt for nemt til nogle af de omstillinger, men alt i alt fik vi det lukket fint ned, lyder analysen fra det 19-årige stjernefrø.
Gustav Isaksen kommer fra samarbejdsklubben Roslev IK og har efter nytår været i rigtig god form, hvor det er blevet til de to første mål på seniorniveau.
Nu står Isaksen og resten af truppen over for en periode med to midtugekampe i streg, hvor der bl.a. venter opgør mod AGF og F.C. København.
– Det bliver en travl periode, men vi glæder os til det. Kampene er det fedeste, og der kommer et par spændende og vigtige opgør indenfor kort tid. Det er nu, vi skal steppe op, understreger Gustav Isaksen.
Næste opgave for midtjyderne er på torsdag, når Lyngby tager imod de forsvarende danske mestre.