Det var en betydningsfuld dag, særligt for den 31-årige højre back, Kevin Mbabu, som søndag spillede sin sidste kamp i den sort-røde trøje.
Efter opgøret satte han ord på sin tid i klubben, afskeden, triumfen i torsdags og de minder, som han tager med sig fra Danmark og FC Midtjylland.
– Det er en fantastisk følelse, når man ser på, hvad vi har opnået. I torsdags vandt vi en titel, og det er altid noget særligt. Der var en fantastisk atmosfære i Parken, hvor mere end 16.000 mennesker havde taget turen med os derover. Fuldstændig fantastisk.
Kevin Mbabu beskriver fejringen i fanzonen efter pokalfinalen som noget, han vil huske for altid.
– Det var en uforglemmelig oplevelse i fanzonen med vores fans og vores familier. Jeg tror, det er det bedste minde, som jeg kommer til at have fra min tid i FC Midtjylland. Jeg er så glad og stolt over, at vi formåede at vinde en titel sammen.
Et følelsesladet farvel
Søndagens kamp blev afslutningen på et kapitel for den tidligere Premier League-spiller, som fortalte, at det var med følelserne uden på tøjet, at han kunne takke af.
Det blev til 73 kampe, to mål og fire assist gennem tiden i FC Midtjylland.
– Det var selvfølgelig en smule trist og emotionelt at løbe på banen for sidste gang. Det er jo slutningen på et kapitel for mig. To sæsoner, som har været fyldt med en masse fantastiske minder både på og uden for banen.
– Jeg er så glad for, at jeg ikke ender min tid her i FC Midtjylland uden titler eller trofæer. Det var min største drøm, da jeg kom til klubben, og det gik i opfyldelse i torsdags. Meget forløsende at stå her i dag og se tilbage på den sæson, som vi har haft som hold og som klub.
Minder på og uden for banen
Når Mbabu ser tilbage på sine to år i klubben, er der flere store øjeblikke, som står klart.
– Nogle af de minder, jeg husker allerbedst, er min første kamp, som var mod FC København, mit mål mod AGF – som også var mit første mål for FC Midtjylland – og selvfølgelig vores præstation i Europa League i den her sæson. Det var en vild oplevelse med en masse gode stunder.
– Brumados mål i Skotland, hvor jeg lavede assisten, står også klart i min hukommelse, lød det smilende.
– Også vores kampe mod Nottingham Forrest, men ikke mindst alle de fantastiske momenter med spillerne uden for banen.
Netop relationerne uden for banen er noget af det, han tager med sig videre.
– Jeg har fået en masse gode venner her i klubben, som jeg gerne vil holde kontakten til.
Kærlighed til Danmark
Mbabu fortæller samtidig, at opholdet i Danmark har gjort stort indtryk på ham – ikke kun som fodboldspiller, men også som menneske.
– Der er så meget, jeg tager med mig fra min tid i Danmark og min tid i FC Midtjylland. Det er en helt anden kultur. Man gør ting anderledes, nyt sprog, ny mad og alt mulig andet.
– Særligt alt det, som er sket uden for fodbolden, for det er noget helt andet end London, hvor jeg kom fra.
– Jeg har virkelig nydt min tid her. Jeg elsker naturen, jeg elsker landet, og solnedgangene her er fantastiske. Det bliver man aldrig træt af.
To sæsoner på Heden blev afsluttet med taknemmelighed.
– Jeg vil beskrive klubben som en familieklub, som er virkelig ambitiøs og kulturel. Jeg vil sige tak til alle – både stab, spillere, fans og andre i og omkring klubben, slutter han af.
Tak for indsatsen, Kevin!