Den 27-årige angriber begyndte sin karriere i Brøndby og har siden spillet i Sverige og England, inden turen i sommeren 2025 gik til Polen og storklubben Legia Warszawa.
Den danske Superliga er heller ikke ukendt terræn for Rajović. Den stærke boksangriber spillede i 2024/25-sæsonen 28 kampe for Brøndby, hvor det blev til otte mål.
Nu vender han tilbage til Danmark og bliver en del af FC Midtjyllands offensiv.
– Vi har kigget efter en spiller på markedet, der passer ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Vi har fået muligheden for at leje en dansk 9’er, som er fysisk stærk og tilstedeværende i boksen, siger sportschef Kristian Bach Bak og fortsætter:
– Han kommer med erfaring fra flere ligaer, herunder den engelske Championship og senest en polsk topklub, hvor der er stort pres i forhold til at lave mål og levere resultater.
– I forhold til den kabale, vi har oppe foran, synes vi, han passer godt ind i den konkurrencesituation, vi har skabt. Rajović tilfører samtidig truppen nogle andre kvaliteter end de angribere, vi allerede råder over. Han er en anden type og bringer noget skandinavisk blod og erfaring med sig. I forhold til balancen i truppen ser vi det her som en rigtig god tilføjelse, siger Kristian Bach Bak.
Velkommen til FC Midtjylland, Mileta.
Topkamp på MCH Arena
FC Midtjylland ligger på en aktuel førsteplads i 3F Superliga efter onsdagens 2-0-sejr i Aarhus. Nu venter FC Nordsjælland mandag i en direkte topkamp i landets bedste fodboldrække.
Hvis du vil være med til at støtte drengene, kan du købe din billet nedenfor.
