Milla-Maj Majasaari skiftede den 19. juli til FC Midtjylland. Knap en uge senere stod hun sin første kamp, da man spillede 1-1 mod Brøndby IF i sæsonåbneren. Siden da er der blot gået yderligere to mål ind på den finske keeper.
– Det var en lidt hektisk start, men jeg kom virkelig godt ind i klubben og på holdet. Forsvarsspillerne og jeg tænker heldigvis ret ens omkring fodbold. Vores relation bliver kun stærkere, og vi ved alle sammen, at man kan regne med, at alle leverer 100% hver gang, fortæller Milla-Maj Majasaari.
Også uden for banen er Majasaari ved at finde sig godt tilpas i det midtjyske.
– Herning minder mig eget om min hjemby. De har nogenlunde samme størrelse og hyggelige stemning, så jeg føler mig godt hjemme her. Alle folk, jeg har mødt, har været rigtig søde og hjælpsomme, og man kan virkelig mærke det sammenhold og fællesskab, der er omkring klubben, fortæller hun og fortsætter:
– Fællesskabet, klubben og vores ambition om at bygge noget større op elsker jeg virkelig at være en del af. Det giver mig en god og meningsfuld følelse og bidrager til, at jeg er faldet så godt til, som jeg er.
Lørdag kl. 13.00 venter en ny hjemmekamp for Majasaari på MCH Arena. Et sted hun altid ser frem til at gå på banen.
– Det er et privilegium at spille på sådan et stadion. Det giver mig en storklubsfornemmelse at gå på banen her. Man kan mærke betydningen for fansene omkring klubben også – både til vores kampe og til herrernes kampe, som jeg også godt kan lide at tage til. Det er virkelig fantastisk at mærke den stemning og energi, der er omkring klubben og så at kunne hilse på fansene efter vores kampe, afrunder hun.
Lørdagens A-Liga-modstander er AGF, og FC Midtjylland Kvindefodbold jagter til kampen den fjerde sejr på stribe.
Billetter til opgøret koster 60 kr. for voksne og 40 kr. for børn. Find din billet via linket nedenfor.
