Førsteholdet

Nederlag i den sidste testkamp

FC Midtjylland lukrerede ikke på det spillemæssige overtag og måtte se sig besejret med 0-1 i opstartens sidste testkamp.

09/02/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Fredag ventede den sidste opgave på træningslejren i Portugal, da norske Fredrikstad FK var modstanderen på Estádio Algarve.

I et ensidigt kampbillede dominerede FCM på bolden og tvang FFK i en konstant tilbagetrukken rolle. Den velorganiserede norske fembackkæde gjorde dog kravene til velspillende midtjyske angreb stor.

Et sådan angreb kom efter 29 minutter, da Kristoffer Olsson erobrede på sidste tredjedel og fandt Darío Osorio i en position foran feltet. Her sendte den chilenske landsholdsspiller en kanonkugle afsted, som ramte stolpen og gik tilbage i spil.

Trods den store FCM-dominans gik de to hold til pause ved 0-0.

Kampbilledet var det samme i 2. halvleg, men ud af ingenting brændte det på i Jonas Lössls felt, da et skud blev rettet drilsk af. Kun en flot parade fra den rutinerede sidste skanse fraveg en scoring.

Ti minutter før tid fik FFK scoret, da Stian Molde kom på måltavlen efter at være blevet spillet fri ved bagerste stolpe.

Trods et tungt pres ned mod det norske mål fik FCM ikke udlignet. Dermed endte det med et nederlag i den sidste testkamp i pre-season. Nu venter en uge på træningsbanen, inden turen går til Brøndby Stadion i forårsåbneren næste søndag.

FC Midtjylland 0-1 Fredrikstad FK (0-0)

79′ 0-1 Stian Molde

Start XI: Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Ingi Ingason, Juninho, Paulinho, Darío Osorio, André Rømer, Kristoffer Olsson, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Ola Brynhildsen.

Indskiftninger: Armin Gigovic (24′), Alhaji Kamara (59′), Adam Gabriel (76′), Lee Han-beom (76′), Victor Bak (76′).