Niclas Hougaard kom til FC Midtjylland i januar 2025 og sikrede i sin første halvsæson som U19-cheftræner klubbens 12. mesterskab i landets bedste ungdomsrække.
I selvsamme sæson blev det til et exit efter straffesparkskonkurrence til engelske Manchester City i Youth League 1/16-finalen, mens man i indeværende sæson blev slået ud i 3. runde af ungdommens svar på Champions League til tyske FC Köln.
Nu skilles Niclas Hougaard og FC Midtjyllands veje, når 2025/26-sæsonen går på hæld.
– Niclas kom ind og satte et solidt aftryk på vores U19-hold. Han har arbejdet dedikeret med spillerne, udvist høj faglighed og var med til at sikre et dansk mesterskab i sin første halvsæson som cheftræner, udtaler fodbolddirektør Jacob Larsen og fortsætter:
– Efter nogle gode og ærlige snakke er vi i fællesskab blevet enige om, at det er det rigtige tidspunkt for begge parter at gå hver til sit efter sæsonen. Det har været vigtigt for os at tage den dialog åbent og respektfuldt, og derfor er vi også glade for, at Niclas færdiggør sæsonen sammen med spillerne og staben.
– Vi ønsker ham alt det bedste videre i karrieren, og vi er sikre på, at der venter ham gode ting i fremtiden.
Niclas Hougaard ser tilbage på tiden i FC Midtjylland med glæde og vil nu gøre alt for at slutte godt af.
– Det har været fedt at være en del af et miljø med så meget energi og dynamik. Jeg har fået mulighed for at arbejde med nogle virkelig dygtige spillere, spillet nogle sindssygt fede kampe i udlandet, og vi har vundet et dansk mesterskab i sommer, siger Niclas Hougaard og fortsætter:
– Samtidig glæder jeg mig over at se nogle af de spillere, jeg har haft, tage de skridt, man går og arbejder så hårdt for hver eneste dag; Sofus (Johannesen, red.) har gjort det fantastisk i Fredericia, og Julius (Emefile, red.) kom ind og fik en rolle i Mesterskabsspillet.
– Jeg tager fra klubben med både en stolthed og nogle gode bekendtskaber. Nu handler det om at slutte godt af, og vi ønsker som gruppe at stå med en følelse af, at selvom det ikke bliver til et mesterskab, så skal vi vise, at vi i selv de svære sæsoner ikke er langt væk fra de bedste. Det er en stor motivation.
U19-drengene ligger i skrivende stund fire point fra en medaljegivende plads i den hjemlige række. Til gengæld har de ældste akademister undervejs i sæsonen haft stor succes på udenlandsk grund med turneringssejre i både den tjekkiske CEE Cup og den schweiziske Bellinzona Youth International Football Tournament.
Arbejdet går nu i gang med at finde den fremtidige cheftræner for U19-holdet, og klubben vil melde ud, når stillingen er besat.
