2025/26 er gået på hæld, og ikke kun på banen – men også på tribunerne – er der masser at hæfte sig ved fra den netop færdigspillede sæson.
Det samlede tilskuergennemsnit på MCH Arena lander på 10.154 tilskuere per hjemmekamp, hvilket er ny klubrekord og en forbedring på 112 tilskuere per kamp sammenlignet med sidste sæsons rekord.
Særligt udviklingen i de – på papiret – mindre attraktive kampe glæder Ticket Manager i FC Midtjylland, Nicolai Iversen.
– Vi er lykkedes med at hæve bunden i denne sæson og er gået fra 8.527 tilskuere i snit i det, vi måler som ‘B-kampe’, til 9.169. Det fortæller os, at flere og flere prioriterer at komme på MCH Arena – også i de kampe, der historisk har været sværere at fylde, siger Nicolai Iversen.
FCM har det tredjehøjeste tilskuersnit i 3F Superliga i den netop færdigspillede sæson og er sammen med Sønderjyske de eneste, der har oplevet fremgang sammenlignet med klubberne, som også spillede i landets bedste række i 2024/25.
Ny all time-tilskuerrekord
Sæsonen bød også på ny all time-tilskuerrekord på MCH Arena til en enkeltstående kamp, da 12.032 tilskuere overværede opgøret mod AGF i Mesterskabsspillet.
– Stemningen mod AGF var et godt billede på den udvikling, vi oplever omkring kampene. Interessen vokser, og fansene skaber igen og igen nogle rammer, som betyder enormt meget for hele oplevelsen på stadion, siger Nicolai Iversen.
Også blandt sæsonkortholderne er opbakningen fortsat på et ekstremt højt niveau, hvilket en fremmødeprocent på 91,4 vidner om.
– Vi er stolte over de her tal, og det vidner om en fanbase, der prioriterer at bakke holdet op uge efter uge, siger Nicolai Iversen.
Store europæiske højdepunkter
I europæisk sammenhæng blev der også sat nye standarder. FC Midtjylland havde i gennemsnit 9.013 tilskuere til de europæiske hjemmekampe – det højeste europæiske gennemsnit i klubbens historie.
Samtidig blev den europæiske tilskuerrekord slået hele to gange i løbet af sæsonen i kampene mod skotske Celtic (10.387, red.) og sidenhen Nottingham Forest (10.554, red.).
Som følge af forskellige UEFA-reglementer er der kun plads til 10.647 tilskuere på MCH Arena i de europæiske kampe, hvilket betød, at der til 1/8-finaleopgøret mod Nottingham Forest var færre end 100 ledige pladser på stadion. Det svarer til en fremmødeprocent på 99 procent.
– Det er imponerende tal over hele linjen – især når man tager med i regnestykket, at vi har spillet hele 27 hjemmebanekampe i løbet af sæsonen. Opbakningen har været utrolig stærk hele året, og det tager vi bestemt ikke for givet, siger Nicolai Iversen.
Der skal lyde en stor tak til alle for opbakningen i løbet af sæsonen.