Tilmelding til Fan Forum 2025 er åben
Tilmeld dig her

Førsteholdet

Nyt trænersetup på førsteholdet

Setuppet omkring cheftræner Bo Henriksen er på plads. Henrik Jensen bliver ny assistenttræner sammen med Kristian Bach Bak.

07/06/21
Mads Jakobsen
Foto: Getty Images

For en uge siden blev Bo Henriksen præsenteret som ny cheftræner i FC Midtjylland, hvor han har skrevet under på en 3-årig aftale.

Nu er holdet omkring ham faldet på plads. Således bliver den nuværende U19-cheftræner Henrik Jensen ny assistenttræner på førsteholdet.

36-årige Henrik Jensen har stået i spidsen for FC Midtjyllands ældste akademihold siden sommeren 2019, hvor han blandt andet har ført U19-holdet til en kvartfinaleplads i UEFA Youth League og lige nu blot er én sejr fra at vinde mesterskabet i U19 Ligaen.

Den nye assistenttræner har været i FCM i tre år, hvor det første år var som U17-cheftræner. Dermed har FCM fundet den sidste brik til det nye trænerteam omkring førsteholdet i egne rækker.

Kristian Bach Bak fortsætter som assistenttræner, mens Morten ‘Duncan’ Rasmussen bliver angrebstræner på både akademiet og førsteholdet. Vi melder ud om den nye U19-cheftræner, når det er endeligt på plads.

Det nye trænerteams første dag på træningsbanen er torsdag den 17. juni, når truppen møder ind efter sommerferien.

Nyt trænerteam

Cheftræner: Bo Henriksen
Assistenttræner: Kristian Bach Bak
Assistenttræner: Henrik Jensen