Førsteholdet

Olsson sparkede årets anden testsejr i hus

FC Midtjylland vandt mandag eftermiddag 1-0 over de sydkoreanske mestre fra Ulsan Hyundai. Kristoffer Olsson scorede kampens eneste mål tidligt i 2. halvleg.

06/02/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Mandag eftermiddag fandt opstartens tredje testkamp sted, da de sydkoreanske mestre fra Ulsan Hyundai ventede på EM 2004-stadionet Estádio Algarve i Portugal.

Opgøret var officielt en del af træningsturneringen Atlantic Cup, hvori FC Midtjylland spiller to kampe i løbet af vinterens træningslejr.

Sydkoreanerne startede bedst på bolden, men dette til trods opstod den første store chance til Erik Sviatchenko. FCM-anføreren samlede en dødbold op i modstandernes felt, men desværre blev afslutningen med venstrebenet placeret for yderligt.

Efter 14 minutter tilspillede Ulsan Hyundais sig kampens hidtil største chance, da en flad afslutning tvang Elias Olafsson ud i en flot parade.

Kort tid efter leverede den islandske målmand igen overskrifterne, da han direkte fra 11-meterspletten reddede et straffespark begået efter hånd på bolden fra Paulinho.

En 1. halvleg uden flere store begivenheder blev erstattet af en flot åbning på kampens sidste 45 minutter, da Edward Chilufya smækkede et indlæg i feltet. Fra en position på venstrekant kom Kristoffer Olsson først på bolden, og den svenske A-landsholdsspiller ekspederede kuglen sikkert i mål til 1-0.

Med et kvarter tilbage på uret, testede de blåklædte sydkoreanere igen FCM-målet af, da en helflugter fra kanten af feltet ramte stolpen og efterfølgende strøg ud i spil igen.

I dommerens tillægstid leverede Elias Olafsson en sand pragtredning, da han parerede et frit Ulsan Hyundai-skud fra få meters afstand.

Mere skete der ikke, og dermed endte årets tredje træningskamp 1-0 til Albert Capellas’ tropper. Status for 2023 er dermed én uafgjort og to sejre.

Næste opgave bliver den 10. februar, når svenske IF Elfsborg venter på Estádio Municipal de Albufeira.

FC Midtjylland 1-0 Ulsan Hyundai (0-0)

48′ Kristoffer Olsson 1-0 (assist: Edward Chilufya)

Start XI (4-3-3): Elias Olafsson, Joel Andersson, Erik Sviatchenko, Juninho, Paulinho, Emiliano Martínez, Armin Gigovic, Kristoffer Olsson, Edward Chilufya, Astrit Selmani, Valdemar Byskov.

Indskiftninger: Mads Døhr Thychosen (45′), Henrik Dalsgaard (45′), Stefan Gartenmann (45′), Aral Simsir (40′), Júnior Brumado (45′), Gustav Fraulo (45′), Charles (60′) Victor Bak (60′), Pontus Texel (60′), Frederik Heiselberg (60′), Jamiu Musbaudeen (75′).