Opfølgning på FC Midtjylland-Feyenoord

Trods et tæt samarbejde med både politi, UEFA og Feyenoord, blev FC Midtjyllands hjemmekamp nummer 50 i Europa skæmmet af voldsparate fans fra Holland.

07/10/22
Mads Jakobsen
Foto: Getty Images

Torsdag skulle være en festaften. På banen gav FC Midtjylland og Feyenoord hinanden kamp til stregen og opgøret i Europa League sluttede 2-2. Desværre vil aftenen også blive husket for noget andet.

– Vi er meget kede og berørte af, at vores fans og personale har haft en dårlig og utryg oplevelse på MCH Arena. Vi er vant til noget andet i vores klub, og det skal altid være sikkert at gå til fodbold. Oplevelserne i går harmonerer på ingen måder med dét, vi ønsker at stå for, fortæller Preben Rokkjær, marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland.

Forud for kampen har procedurerne omkring billetkøb været skærpet. Blandt andet har det ikke været muligt at købe billet med udenlandske kreditkort, mens sikkerhedsopbuddet var fordoblet i forhold til seneste hjemmekamp i 3F Superliga mod Viborg FF.

– Vi har forberedt os på kampen i lang tid i tæt samarbejde med politiet, UEFA og Feyenoord. Det har uden sammenligning været den største sikkerhedsmæssige opgave i klubbens historie, men vi må desværre sande, at en stor mængde voldsparate Feyenoord-fans kun havde et formål med deres besøg i Danmark og det var at ødelægge aftenen for vores gæster og ansatte – familier, loyale sæsonkortholdere, vagter.

Op mod kampstart blev flere indgange til MCH Arena stormet af Feyenoord-fans, der på den måde tvang sig adgang til FCM’s tribuneafsnit. Dertil har det vist sig, at Feyenoord har uddelt et trecifret antal sponsorbilletter til Faxe-Kondi tribunen – rekvireret via UEFA’s billetaftale – til meget voldelige personer, som tog aktiv del i urolighederne på tribunen.

– Vi indledte kampen med et minuts stilhed for at mindes de mange ofre fra stadionurolighederne i Indonesien, og så er det frygteligt og beskæmmende at se så store mængder voldsparate fans søge konfrontationer, lyder det fra Preben Rokkjær.

Flere hollandske fans fik dog også adgang til MCH Arena med billetter, der oprindeligt var afsat til danske købere, og det giver anledning til at gennemgå klubbens procedure fra billetsalg til visitering og andre sikkerhedsforanstaltninger.

– Før, under og efter kampen var vi i dialog med Politiet og UEFA med henblik på at håndtere de episoder, der fandt sted på tribunerne, bedst muligt ud fra en sikkerhedsvurdering og et ønske om ikke at optrappe situationen.

– Vi er nu i fuld gang med en omfattende evaluering af gårsdagens kamp, og vi kommer til at undersøge sagen til bunds i samarbejde med alle relevante parter. Det er vigtigt, at vi får kigget grundigt i værktøjskassen og sikrer os, at de hændelser, som fandt sted i går, ikke bliver gentaget, lyder det fra Preben Rokkjær.

Kontakt FC Midtjylland

Vi har modtaget mange henvendelser fra fans og det berører os meget.

Var du til stede på MCH Arena til gårsdagens kamp og har oplevelser, som du ønsker at dele eller blot vil i kontakt med klubben, så kan du henvende dig via mail til info@fcm.dk