Førsteholdet

Opstarten er i fuld gang: – Forrygende at være tilbage

Assistenttræner Henrik Jensen beretter om en god stemning på holdet efter en veloverstået vinterferie og fortæller, hvad fokusområderne på træningsbanen er i den første periode af opstarten.

17/01/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

FC Midtjylland-truppen har nu været i gang med forberedelserne frem mod foråret i godt halvanden uge.

Det er sket efter en velfortjent vinterferie ovenpå et hektisk efterår med 31 kampe i ind-og udland.

– Efter et komprimeret efterår var det selvfølgelig godt for alle at få ladet batterierne op og bruge tid med familien i ferien. Men relativt hurtigt begyndte man også at glæde sig til at komme i gang igen, når man kunne kigge ind i så spændende et forår. Det var godt med lidt ferie, men vi er også glade for at være i gang igen, fortæller assistenttræner Henrik Jensen.

Udover fysiske tests og intense træningspas er der også plads til at nyde, at holdet er samlet igen efter et par ugers ferie.

– Det er forrygende at være sammen med alle på og omkring holdet igen. Vi er en familieklub i FC Midtjylland, og vi kan rigtigt godt lide at være sammen. Man kan mærke, at folk har glædet sig til at komme tilbage og se hinanden igen, siger Henrik Jensen og fortsætter:

– Det summer af energi, hvor man kan mærke, at folk er klar til at skulle levere i foråret. Vi har verdens bedste job, og det er jo bare fedt at kigge frem mod det her forår, som bliver vildt spændende.

Henrik Jensen og resten af førsteholdet kan se frem til at spille både 3F Superliga, Sydbank Pokalen og Conference League i det kommende forår.

Fokuspunkter på træningsbanen

Den kampfrie periode giver anledning til at dykke ned i flere spillemæssige aspekter, som der arbejdes med på træningsbanen og kontoret.

– Vi har evalueret vores præstationer i efteråret og går lidt mere i dybden med de områder, hvor vi kan lægge et nyt lag på i spillet. Det er det, vi sidder og kigger på her i opstarten på trænerkontoret. Træningsplanen bliver tilrettelagt ud fra det, forklarer assistenttræneren.

Holdets træningspas foregår på Herning Fremads anlæg, hvor hybridbanens lækre græstæppe er værdsat.

– Vi er begunstiget af at have hybridbanen i Herning Fremad, som vi kan træne på. At have en god bane giver selvfølgelig bedre træninger. Det er en kanon følelse at være på græs igen, og det kan man også mærke på spillerne. Der har været knald på til træningerne, beretter Henrik Jensen.

– Den første uges fokus har været det fysiske. Spillerne lagde ud med at blive testet af den fysiske stab, og derefter har det handlet om at tilvænne sig fodboldaktioner igen. Og så arbejder vi selvfølgelig med at øge spillernes løbekapacitet, men de er vendt tilbage i god forfatning, tilføjer han.

Video: Første dage tilbage

Træningslejr og testkampe venter

På fredag spiller FC Midtjylland opstartens første træningskamp. Det er mod Esbjerg, inden HSV venter en uge senere.

– Nu kigger vi ind i fire uger, hvor vi skal arbejde med vores spillestil. De to gennemgående temaer i den første periode er vores pres- og forsvarsspil, som er grundpillerne i vores defensiv. Det tredje spillemæssige fokus i opstarten er vores gennembrudsspil, men det er nok i højere grad på træningslejren, at det kommer i højsædet, siger Henrik Jensen og fortsætter:

– Vi skal bruge træningskampene til at give alle spillerne noget spilletid og kamptræning, men det er også en mulighed for at skærpe vores spillestil. Det, vi arbejder med på træningsbanen både offensivt og defensivt, skal implementeres i kamp.

Truppen rejser til Portugal den 1. februar, hvor der afholdes træningslejr til den 12. februar. Her deltager FCM i Atlantic Cup og møder russiske Zenit og Breidablik fra Island samt en endnu ukendt modstander.

Kampprogram for Atlantic Cup 2022