Førsteholdet

Optakt med Lössl: – Vi skal fortsætte momentum

Keeperen sætter ord på, hvad der fungerer på holdet lige nu og understreger vigtigheden af at fortsætte den gode stime.

26/04/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

FC Midtjylland spiller i aften den syvende kamp på bare 22 dage. Her er modstanderen FC Nordsjælland i Mesterskabsspillet, hvor FCM fortsat er ubesejrede.

Målmand Jonas Lössl beretter om højt humør på det midtjyske mandskab efter den overbevisende 4-1-sejr over F.C. København i torsdags.

– Stemningen i truppen er rigtig positiv. Det har været et par gode dage ovenpå FCK-kampen med højt humør. Vi har fået hvilet og restitueret lidt, men også bygget op mod turen til Nordsjælland, fortæller Jonas Lössl.

Ud af de seneste 16 indbyrdes opgør er det blevet til 12 FCM-sejre over FCN. En sejr er også det klare mål for aftenens kamp.

– Vi tager til Nordsjælland for at angribe og få tre point med hjem. Det er det eneste succeskriterie. Vi er opsatte på at fortsætte den gode stime, vi er inde i, og vi har en stor tro på tingene, lyder det fra Lössl.

Stimen skal viderebygges

FC Midtjylland er ubesejret i de seneste seks kampe i 3F Superliga, hvor målscoren viser hele 14-2 i midtjydernes favør.

– Hvis man kigger på vores målscore for den seneste periode i ligaen, ser det godt ud, og det momentum skal vi ud at arbejde videre på. Det er sindssygt vigtigt forud for den sidste periode af sæsonen, hvor det hele skal afgøres, pointerer keeperen.

De 14 mål er scoret af 11 forskellige spillere, og det vidner om en stærk offensiv.

– Det er fantastisk at se, hvordan der bliver budt ind offensivt lige nu. Der er mange dygtige spillere, som kan afgøre kampene for os. Vejret og banerne er blevet bedre, og det tillader bedre spil. Det har vi nydt godt af, mener Lössl.

I Mesterskabsspillet har FCM indtil videre hentet ti ud af 12 mulige point.

– Vi giver meget få chancer væk og scorer mange mål. Det er et rigtigt godt udgangspunkt. Det siger sig selv, men vi skal bare blive ved. Man får intet serveret, når man spiller om guld, så vi skal bare klø på, understreger Jonas Lössl.

Den hjemvendte målmand har i sine ni hidtidige kampe i foråret holdt fem clean sheets og blot lukket fire mål ind. Den fine statistik må naturligvis gerne fortsætte i aften, når det går løs på Right to Dream Park.

Følg kampen

Der er kampstart kl. 19.00 mod FC Nordsjælland. Opgøret kan ses direkte på TV3 Sport og Viaplay eller følges i tekst via FC Midtjyllands Twitter.

Matchcentret i FCM-appen og på fcm.dk er en god ‘second screen’ under kampen, hvor du får endnu mere fodboldindsigt. Her kan der bl.a. ses xG-værdier på alle afslutninger samt Heat- og Touch Maps for samtlige spillere.

Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.

App StoreGoogle Play