Førsteholdet

Optakt med Sviatchenko: – Vi skal dominere kampen

Anfører Erik Sviatchenko reflekterer over kampen mod Røde Stjerne og ser frem mod søndagens opgave på MCH Arena, hvor SønderjyskE kommer på besøg.

23/10/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

For tredje gang på otte dage skal FC Midtjylland i aktion, når SønderjyskE gæster Herning i 13. spillerunde i 3F Superliga.

Senest blev det til 1-1 i Europa League mod Røde Stjerne i en kamp, som midtjyderne havde overtaget i gennem størstedelen af de 90 minutter. Erik Sviatchenko ærgrer sig over, at det ikke blev vekslet til tre point.

– Det er lidt den samme følelse som mod Ludogorets, hvor vi også følte, at vi skulle have haft en sejr. Vi dominerede, var aggressive og var fremadrettede i vores udtryk lige efter planen, og det kunne man se gennem 90 minutter, siger Sviatchenko og fortsætter om torsdagens kamp:

– Det er bare ærgerligt at få en kold klud i hovedet ved deres mål til 1-0 på en simpel standardsituation. Sådan er det i europæiske kampe. En enkelt fejlplacering eller et uheldigt nedfald kan koste et mål, og det har vi oplevet i to kampe nu.

Anføreren hæfter sig dog ved endnu en stærk præstation, og han ser fortsat gode muligheder for at ende i top 2 i Europa League-gruppen.

– Men vi viste kæmpe moral ved at komme tilbage, og vi skulle selvfølgelig have vundet kampen, når man kigger på spilovertaget. Det var en stærk præstation af os. Så ved jeg godt, at vi står med to point og en tredjeplads i gruppen, men jeg er fortrøstningsfuld i forhold til at hente flere point i den anden halvdel af gruppespillet, hvis vi kan fortsætte de her takter, pointerer Erik Sviatchenko.

Gode takter skal tages med videre

Mens de tre kampe i Europa League har givet FC Midtjylland to point, har holdet skrabet imponerende 28 point sammen i sæsonens første 12 ligakampe. Tre dage efter Røde Stjerne-kampen er der mulighed for at øge pointtotalen i toppen af tabellen mod SønderjyskE, og det er også den klare plan, lyder det.

– Det er to forskellige turneringer, og det er anderledes at spille 3F Superliga, men vi skal selvfølgelig tage de gode ting fra torsdag med til SønderjyskE-kampen. Vi skal være i stand til at tage tempoet med over til den kamp. Vi har været gode til at omstille os til en ny opgave mange gange, og det er jeg sikker på, vi kan igen, påpeger Erik Sviatchenko og uddyber:

– Og så vil vi selvfølgelig gerne finde tilbage til det udtryk, vi havde mod AGF for to uger siden. Den første halve time i den kamp var outstanding. Vi var skarpe i alle spillets facetter, og det håber og tror jeg på, at vi kan finde frem igen mod SønderjyskE.

Mens FC Midtjylland topper 3F Superliga, er SønderjyskE placeret under stregen med ni point i de første 12 kampe.

Gensyn med fem tidligere FCM’ere

Det sønderjyske mandskab har hele fem tidligere FC Midtjylland-spillere i truppen i Rilwan Hassan, Marc Dal Hende, Patrick Banggaard, Mads Albæk og Søren Reese (udlejet fra FCM).

Dem ser Erik Sviatchenko frem til at se, men det ændrer ikke på, at kampen handler om at hente tre point.

– De er alle sammen nogle gode gutter, og vi har jo mange gode minder sammen fra tidligere, så det er altid dejligt lige at hilse på dem, men når kampen først er fløjtet op, er det kun sejren, der fylder. Så i den forstand er det ikke en anderledes kamp. Vi skal bare vinde, fortæller Sviatchenko, som afslutter med en enkel, men bestemt gameplan:

– Vi skal som altid ud og dominere kampen – forhåbentligt med god hjælp fra lægterne. Vi har haft mange succesfulde kampe, hvor vi har været dominerende, så det er egentligt den simple formular til sejr.

Hvis du vil hjælpe Sviatchenko og resten af holdet med støtte fra tribunen, er der fortsat få ledige pladser til søndagens kamp på MCH Arena.

Se program og køb billet

Følg FC Midtjylland – SønderjyskE

Opgøret fløjtes i gang kl. 18.00 søndag aften på MCH Arena. Hvis du ikke har mulighed for at være på stadion, kan kampen ses direkte på TV3 Sport og Viaplay eller følges i tekst via FC Midtjyllands Twitter.