Tirsdag aften blev det til 0-0, da FC Midtjylland gæstede Slavia Prag i det første af to opgør i playoff-runden i Champions League-kvalifikationen.
Erik Sviatchenko spillede sammen med resten af defensiven en god kamp i en stærk organisation. Kaptajnen var fint tilfreds med det uafgjorte resultat, men ærgrede sig også over, at FCM ikke fik scoret.
– Det var en hårdt spillet kamp i den forstand, at de jo er et rigtigt dygtigt hold, men omvendt gør vi det fortrinligt langt hen ad vejen. At gå herfra med 0-0 er et fint resultat, men vi mangler lige den sidste koldblodighed, der kan give os en scoring, sagde Erik Sviatchenko efter kampen.
Cheftræner Brian Priske deler synspunktet og fremhæver anden halvlegs præstation.
– Vi spiller en sindssyg flot anden halvleg, som vi egentligt bør vinde, og det er den fornemmelse og kvalitet, vi skal tage med til Herning, lød det fra Brian Priske.
– Vi tror på os selv
Modsat de to tidligere runder i CL-kvalifikationen spilles playoff-runden over to opgør. Derfor er Brian Priske også klar over, at intet er afgjort endnu på trods af den fine indsats i det første opgør.
– Det her var bare den første ud af to kampe, så arbejdet er ikke færdiggjort endnu. Det var en svær kamp, men vi løser det rigtigt fornuftigt. 0-0 er et fint resultat, men vi skal virkelig være en klar om en uge, pointererede Brian Priske efter slutfløjtet.
Ambitionen er før returopgøret at slå Slavia Prag ud.
– Der er lige pludselig udebanemål i spil, som også kan få indflydelse på resultatet. Jeg har stor tiltro til de her drenge, så nu handler det om at få det gjort færdigt. Vi vil ind i Champions League, og det er det, vi jagter, fastslår cheftræneren.
Erik Sviatchenko er ligeledes optimistisk, når han kigger frem på næste uges kamp på MCH Arena.
– Vi tror på os selv. Det er altid svært at sætte procenter på, hvilke muligheder vi har for at gå videre, men med den indsats, vi leverer i dag, så er der muligheder. Hvis vi kan fange dem i en omstilling, som vi er tæt på flere gange i dag, skal målet nok komme, hvis vi formår at være skarpe, vurderer anføreren.
FC Midtjylland og Slavia Prag tørner sammen i Herning onsdag i næste uge kl. 21.00.