Herreholdet

Osorio debuterede i Premier League: Vil altid bære folkene i Midtjylland i mit hjerte

Darío Osorio sætter, efter weekendens debut i Premier League, ord på FC Midtjyllands betydning for, at han nu har taget det næste skridt i karrieren.

08/09/26
Christian Rothausen
Foto: IMAGO

Darío Osorio har byttet den danske 3F Superliga og FC Midtjylland ud med den engelske Premier League og Crystal Palace.

I weekenden debuterede den chilenske landsholdsspiller for ”The Eagles”, der slog Fulham 3-2 på udebane. Osorio kom ind i slutminutterne og kunne dermed sætte flueben ud for endnu en stor milepæl i karrieren.

Der har været fart på den seneste uge, siden skiftet blev gennemført i transfervinduets slutspurt. Nu er der imidlertid også tid til at se tilbage på tiden i FC Midtjylland og betydningen af skiftet til dansk fodbold for tre år siden.

Osorio skifter til Premier League-klubben Crystal Palace

Dengang rejste et ungt, 19-årigt stortalent fra barndomsklubben Club Universidad de Chile til Danmark – 12.000 kilometer væk – i jagten på at slå igennem i Europa.

Efter 121 kampe, 25 mål, 18 assists og to trofæer i det midtjyske må konklusionen være, at det lykkedes.

– Jeg har fået opfyldt en drøm

Darío Osorio er fuld af taknemmelighed og stolthed, når han ser tilbage på de tre år, der er gået.

– Jeg ser tilbage på tre år med masser af læring, hvor jeg fik muligheden for at udvikle mig både som fodboldspiller og som person. Jeg fik også nogle rigtig gode venner og lærte den danske kultur at kende.

– For mig har de her tre år betydet, at jeg nu har fået opfyldt en drøm. Selvfølgelig vil jeg fortsat støtte FC Midtjylland og følge med i alle klubbens kampe, samtidig med at jeg vil følge og støtte mine tidligere holdkammerater, siger den 22-årige Palace-spiller.

– Vil altid bære dem i mit hjerte

I Crystal Palace venter en hård og spændende sæson med store kampe i verdens måske største liga. Samtidig spiller holdet med i Europa League som følge af Conference League-titlen i den forgangne sæson.

Mini-dokumentar: Darío Osorio – 12.000 kilometer hjemmefra

Og Darío Osorio glemmer ikke, hvem der har været med til at bringe ham i den position.

– Jeg vil gerne takke alle i klubben – kokkene, trænerstaben, det medicinske team, ledelsen, mine tidligere holdkammerater og fansene.

– De skal have stor tak for al den kærlighed og støtte, de har givet mig gennem de tre år. Jeg vil altid bære dem i mit hjerte, siger Darío Osorio.