Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Klubben

Puma vender tilbage til FC Midtjylland

FC Midtjylland indgår et historisk femårigt tøjsponsorat med Puma startende fra næste sæson. Dermed går klubben tilbage til den partner, som prydede de midtjyske trøjer i de første 15 år af klubbens levetid.

12/04/23
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

Det hele startede med Puma i 1999. Logoet var også på spilledragten, da MCH Arena blev indviet med en 6-0-sejr i 2004 og varede helt indtil januar 2014. Til sommer og minimum fem år frem vil Puma igen være tilbage på FC Midtjylland-trøjerne.

Dermed er det også et farvel til Nike, som har været tøjpartner i klubben de sidste otte år.

– Først og fremmest skal der lyde en tak til Nike for otte gode år, hvor vi som klub både har spillet Champions League og vundet to danske mesterskaber. De har været imødekommende overfor vores ønsker, og vi ser stolt tilbage på en masse mindeværdige trøjelanceringer såsom vores 20 års-jubilæumstrøje, siger kommerciel direktør i FCM, Jacob Jørgensen.

Jacob Jørgensen ser nu frem til at arbejde tæt sammen med Puma, der har gennemgået en stor udvikling gennem årene.

– Vi har gennem en lang periode undersøgt muligheden for at finde den helt rigtige fremtidige partner. En af de første, vi skrev op på listen over drømmescenarier, var Puma. Her får vi en partner, der kender klubben, har været væk, udviklet sig, og nu kommer styrket tilbage velvidende om, hvordan vi som klub fungerer.

– Puma ved, hvad FC Midtjylland er, og hvad vi gerne vil, men de har også en masse nye idéer og forslag med i posen, fortæller Jacob Jørgensen.

Den kommercielle direktør hæfter sig ved Pumas dedikation efter igen at blive en del af FC Midtjylland.

– For os har det været vigtigt, at Puma skal prioritere FC Midtjylland højt. Vi bliver prioriteret som nummer et i Norden, hvilket betyder, at de også er villige til at hjælpe os med andre ting, der ikke blot indebærer at levere tøj af høj kvalitet. Det gælder alt fra markedsføring, tests og fælles udvikling af produkter til anden form for vidensdeling. Vi ser frem til en aftale, der kan give os en masse nyt, men samtidig fastholder værdierne og historien i klubben.

Største enkeltstående økonomiske aftale

Aftalen, der både indebærer en tøjlevering og et stort klassisk sponsorat, bliver samtidig den største enkeltstående økonomiske aftale i klubbens historie målt over de fem år, sponsoratet i første omgang gælder.

Jacob Jørgensen glæder sig over den økonomisk fordelagtige aftale med en partner på tøj og udstyr, der i forvejen har en lang række europæiske storklubber i folden, heriblandt engelske Manchester City, italienske AC Milan og tyske Borussia Dortmund.

– Det vidner om, at vi indgår et samarbejde med en af de absolut største sportsbrands i verden, som samtidig er leveringsdygtige. Ellers vil man ikke kunne indgå og bevare aftaler med så store klubber, understreger Jacob Jørgensen.

Sponsoransvarlig for Pumas afdeling i Norden, Oskar Valdmaa, udtaler følgende:

– Vi er utroligt glade for at starte det her samarbejde. FC Midtjylland er en ambitiøs og moderne klub, som vi glæder os til igen at arbejde tæt sammen med. Klubbens ambitioner passer til Pumas ambitioner i Skandinavien. Samtidig er det et godt match, fordi vi har en lang og flot historie sammen, og det er en stærk arv, vi nu vil forsøge at bygge videre på, siger Oskar Valdmaa og fortsætter:

– Rejsen hertil har været god. Vores forhold til FC Midtjylland har altid været godt, og vi har et indtryk af, at klubben virkelig ønsker at være en del af Puma – ligesom det også gælder omvendt. Det her er en perfekt situation, hvor begge parter ser utroligt meget frem til et langt og frugtbart samarbejde.

Fra FC Midtjyllands side skal der lyde et varmt velkommen tilbage til Puma. Fansene må fortsat vente med at se de officielle spilletrøjer til 2023/2024-sæsonen, som fortsat er i støbeskeen.