Akademiet

Rahbek før U17-sæsonåbner: En pre-season som håbet

Efter en pre-season, der er gået efter planen, er FC Midtjyllands U17-cheftræner, Mathias Rahbek, klar til at tage hul på en ny sæson med både udvikling og udfordringer.

12/08/26
Julie Ege
Foto: Mikkel Rokkjær

Pre-season og forberedelserne til den nye sæson har budt på tre intense uger, hvor U17-spillere og -stab har været tæt sammen både på og uden for banen.

Med base på Dream99 har der været rig mulighed for at træne, men også for at lære hinanden at kende og bygge den kultur, som skal være fundamentet for den nye sæson.

– Vi har boet her på Dream99 og har på den måde kunnet nå sindssygt meget både fodboldmæssigt, fordi vi har kunnet træne mange gange i løbet af en dag på forskellige måder, men vi har også haft tid til at være sammen og lære hinanden at kende og gøre en masse ting, som ikke har noget med fodbold at gøre, fortæller Mathias Rahbek.

– Vi har brugt tiden på også at få skabt en kultur, som er den, der skal bære os gennem sæsonen.

Og ifølge Mathias Rahbek har de mange timer sammen allerede båret frugt i den nye U17-trup.

– Jeg synes helt sikkert, at man kan se, at truppen er blevet rystet sammen. Vi er begunstiget af, at det er lidt den samme rejse, vores unge spillere skal på.

– Dem, som er andenårsspillere nu, ved godt, at førsteårsspillerne skal starte på efterskole om lidt og kan lidt fungere som en form for mesterlære for dem.

Samtidig har andenårsspillerne selv også så småt blikket rettet mod deres næste skridt på akademiet.

– Vores andenårsspillere ser op mod U19-holdet. I og med at vi er sammen hele tiden, er det naturligt, at spillerne ser hen mod de næste skridt, og det gør integrationen nemmere på mange måder.

– Man har hele tiden nogle, man kan sammenligne sig med og se op imod. Så ja, man kan virkelig se, at vores trup allerede nu er gode til at mingle og være sammen på kryds og tværs, lyder det fra cheftræneren.

De ældste tager ansvar

En af de ting, Mathias Rahbek især hæfter sig ved, er den måde, andenårsspillerne har taget ansvar på.

– Vi er kommet virkelig godt fra start, og det er en virkelig god gruppe, vi har. Det er fedt, at vores andenårsspillere, som også var en del af U17-holdet sidste år, virkelig har taget taktstokken og bygget videre på det, som vi arbejdede med sidste sæson.

Dermed har holdet ikke skullet begynde helt forfra. Tværtimod har de yngste spillere skullet forsøge at koble sig på et hold, hvor der allerede er fuld fart på.

– Vores førsteårsspillere skal løbe stærkt og se, om de kan indhente noget og hoppe med på den vogn, som allerede kører stærkt, siger Mathias Rahbek og tilføjer:

– De ældste har gjort det godt i forhold til at sætte sig i lokomotivførersædet, og de yngste har været gode til at hoppe med på vognen. Kan vi fastholde det, så bliver det godt både på lørdag til den første kamp i sæsonen, men også over tid. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Det er virkelig vigtigt at have nogle, som går forrest, og det kan jeg se, at vores andenårsspillere har forsøgt at gøre. Det var det her, jeg håbede på ville ske i pre-season. 
Mathias Rahbek
U17-cheftræner

Blandet erfaring i truppen

FC Midtjylland går samtidig ind til sæsonen med en trup, hvor flere af de ældste spillere allerede har en del erfaring.

– Det er en trup, hvor mange af vores andenårsspillere fik U17-ligaerfaring allerede sidste år, da de selv var førsteårsspillere, så de ved godt, hvad det handler om.

Det er værdifuld erfaring i en bred trup.

– Det er virkelig godt for en trup, når der er nogle, som ved, hvad der skal ske, for så er det lettere for de andre at hægte sig på. Jeg synes, at vi har en stærk og bred trup med virkelig mange dygtige spillere – både første- og andenårsspillere.

Cheftræneren peger samtidig på, at udviklingen hos spillerne ikke nødvendigvis er lineær.

– Vi ved, at nogle af dem, som starter med at være dominerende nu, også er det om et år, mens der er nogle af dem, som er knap så dominerende nu, der er mere dominerende om et år.

– Det er det fantastiske ved at være U17-træner, at jeg får lov til at følge dem og se deres udvikling.

Derfor handler det også om at holde fast i fællesskabet, selv når spillernes individuelle udvikling tager forskellige retninger og tager form i forskelligt tempo.

– Det kommer til at gå op og ned, men det vigtigste er, at vi hele tiden som hold har den her faste måde at gøre det på, og at vi tænker os selv som et fodboldhold, for det er det, vi er, slår han fast.

Det defensive arbejde

På banen forventer Mathias Rahbek at se mange af de samme offensive aktioner, som har kendetegnet U17-holdet i de forgangne sæsoner.

– De tidligere år har vi altid scoret mange mål og kreeret mange chancer, og i løbet af foråret sidste sæson blev vi bedre og bedre til at forsvare os og ikke lukke mål ind.

Det er en udvikling, som han håber at kunne tage med ind i den nye sæson.

– Det ser allerede nu ud til, at vi i denne sæson vil fortsætte med at være virkelig målfarlige og offensive – alt det, som vi har gjort tidligere.

– Jeg kan dog også se, at nogle af de ting, som vi havde tendenser til i foråret med at blive mere robuste i vores forsvarsspil og bedre til at forhindre modstanderne i at komme til chancer, har bidt sig fast, fortæller han og tilføjer:

– Det har jeg en forventning om, at vi bærer ind i den nye sæson, så vi ikke skal starte med både at give meget væk og lave meget, men faktisk lave meget og give mindre væk.

Overordnet set ser Mathias Rahbek en trup, der allerede har et stærkt fundament, og som er klar til sæsonstarten

– Jeg kan se, at vi defensivt, som fodboldhold, har en god bund i tingene, som gør, at vi kommer til at have et stærkere defensivt udtryk også fra starten af sæsonen.

– Det hænger også sammen med vores presspil. Vi ser stærkere ud i spillet uden bolden fra start, end vi har gjort tidligere, fordi der allerede i foråret var et eller andet, der spirede, lyder det fra en tilfreds cheftræner.

To fokuspunkter

For Mathias Rahbek handler en god sæson dog ikke kun om holdets resultater eller udtryk.

– Der er ligesom to ben. Der er et holdfokus, og der er det vigtigt, at spillerne altid ved, hvad det er, vi gerne vil som klub.

– De skal hele tiden gøres opmærksomme på, hvor vigtigt det offensive udtryk på banen er, og hvor vigtigt udtrykket er, når vi ikke har bolden, i forhold til at få presset højt og vinde bolden højt.

– Det er en ongoing proces, at vi går i genpres, når vi har tabt bolden – alle de ting, som skal være faste hjørnesten på U17-holdet, ligesom det er i hele klubben, siger han.

Det andet ben er den individuelle udvikling.

– Den individuelle udvikling er mindst lige så vigtig for os. Lige nu er vi i gang med at lære spillerne endnu bedre at kende for at finde ud af, hvad deres personlige næste skridt er, og hvor deres ’våben’ og udviklingsområder ligger henne.

– Vi vil selvfølgelig gerne have spillere, hvor deres ’våben’ skinner tydeligt igennem, og hvor vi kan se en masse topaktioner fra dem, og det er det, som vi er ved at identificere nu.

Derfor skal holdets fælles udtryk og den individuelle udvikling gå hånd i hånd.

Det er en tosidet proces - både noget på holdet, hvor vi vil se det stærke FCM-udtryk, og samtidig have den individuelle udvikling med.
Mathias Rahbek
U17-cheftræner

Et jagtende mandskab

Mathias Rahbek glæder sig til at sparke sæsonen i gang mod Sønderjyske på lørdag, og han tror på, at det bliver med et mandskab, som er klar til at arbejde hårdt for hinanden.

– Jeg tror virkelig på, at vi kommer til at spille en virkelig fed form for fodbold. Jeg tror, at man kommer til at se et U17-hold, der er enormt jagtende i alt, hvad vi laver.

Det gælder både med og uden bold.

– Jeg tror på, at vi i vores vertikale og fremadrettede spil bliver uforudsigelige og gode til at jagte alt. Jeg tror, at det bliver træls for modstanderne at møde os i det spil, for vi kommer til at jagte alting, siger han og tilføjer:

– Rent defensivt tror jeg, uden bolden, at det er det samme mindset, som gør sig gældende. Vi vil jagte og op og presse hele tiden og have fat i bolden så hurtigt som muligt.

– Det er min forventning, fordi de har potentialet til det, da der er så mange dygtige fodboldspillere i truppen.

Hårdt arbejde og forløsning

Selvom ambitionerne og forventningerne er høje, ved Mathias Rahbek også, at en hel sæson ikke udelukkende består af de perfekte præstationer og højdepunkter.

– Der er mange kampe i løbet af et år, hvor man ikke får forløsningen og følelsen af, at alt er perfekt, men jeg glæder mig til, at vi alligevel ser et hold – også i de kampe – der forsøger at være det, som vi gerne vil være, og forsøger at hive nogle gode præstationer i land på det.

Og så er der selvfølgelig også de øjeblikke, hvor alt det hårde arbejde viser sig at have båret frugt.

– Derudover glæder jeg mig til de øjeblikke i løbet af sæsonen, hvor alt det, som vi har talt om i dag, går op i en højere enhed, og man sidder i omklædningsrummet bagefter og er helt høj over det.

– Jeg glæder mig til begge dele. Der er flest af de tidspunkter, hvor man skal kæmpe for tingene og redde tingene i land – det er også fedt – men jeg glæder mig selvfølgelig også til de øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed, slutter han af.

På lørdag spiller U17-mandskabet sin første kamp i sæsonen mod Sønderjyske på udebane kl. 14.45.

Du kan finde kampprogrammet for U17 her.