Førsteholdet

Rasmus Nicolaisen skifter til fransk fodbold

Efter 57 kampe i FCM-trøjen skal Rasmus Nicolaisen fremover tørne ud i Ligue 2, hvor han er blevet solgt til Toulouse.

17/08/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

FC Midtjylland har solgt Rasmus Nicolaisen, som stammer fra samarbejdsklubben Aulum IF, til franske Toulouse.

Sportschef Svend Graversen sætter ord på den duelstærke forsvarsspillers skifte.

– Nicolaisen er jo en af vores egne, som har været gennem hele vores ungdomssystem og fået 57 kampe på førsteholdet. Hele vejen igennem har han været en fantastisk ambassadør for FC Midtjylland. Der er ingen tvivl om, at vi rigtigt gerne ville have haft, at det var lykkes endnu bedre her, men når nu det ikke skulle være, er vi glade for, at vi har fået en god aftale i stand med Toulouse, siger Svend Graversen.

– Vi er sikre på, at han kommer til at tage nogle gode skridt i sin karriere i Toulouse. Det har han kvaliteterne og mindsettet til, og det ser vi frem til at følge. Der skal lyde en stor tak til Nicolaisen for tiden i FC Midtjylland. Det har på alle måder været en fornøjelse, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, fortsætter Svend Graversen.

En masse gode minder

24-årige Rasmus Nicolaisen reflekterer over sine mange år i FC Midtjylland.

– Det har været op og ned i mine år i klubben med perioder, hvor jeg har været inde og perioder, hvor jeg har været ude. Der er dog ingen tvivl om, at jeg tager en masse gode minder med fra Midtjylland, hvor jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, siger Rasmus Nicolaisen.

Stopperen begyndte sin tid i FC Midtjylland tilbage i 2010 på FCM Elitefodboldskole, inden han fortsatte på akademiet, hvor det blev til tre mesterskaber på U17 og U19 samt klubbens første to deltagelser i UEFA Youth League.

I 2017 debuterede forsvarsspecialisten med Aulum-rødder på førsteholdet, og i de sidste fire år er det blevet til 57 kampe for FC Midtjylland.

Nu venter et nyt kapitel i karrieren for den hovedstødsstærke midtstopper, som altså rykker til franske Toulouse.

– Det er mærkeligt ikke at skulle være i Midtjylland længere. Det er lang tid af mit liv, jeg har brugt her. Jeg havde håbet på mere her i klubben, men nu er det tid til en ny udfordring. Jeg har fået et godt indtryk af Toulouse, og jeg glæder mig til at komme i gang der, afslutter den tidligere akademispiller.

Klubben, som ligger i det sydlige Frankrig, rykkede ned fra Ligue 1 i 2020. I sidste sæson glippede de akkurat oprykning tilbage til den bedste franske række, og det skal Nicolaisen nu ned og bidrage til kan lade sig gøre i denne sæson.

FC Midtjylland ønsker Rasmus Nicolaisen al mulig held og lykke i den fremtidige karriere.