Førsteholdet

Reaktioner på nederlaget til Ajax

Brian Priske og Jesper Hansen sætter ord på aftenens nederlag til Ajax på pressemødet efter kampen.

25/11/20
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Det blev til et klart nederlag i Amsterdam, hvor Ajax snuppede en 3-1-sejr.

Derfor havde cheftræner Brian Priske også kun rosende ord til overs for den hollandske modstander på pressemødet efter kampen.

– Først og fremmest er vi oppe mod et godt fodboldhold, som har kvalitetsspillere hele vejen rundt. Dynamiske og teknisk stærke spillere med et godt koncept. Det er et modent hold, som er vant til at spille de her Champions League-kampe, og det er den største forklaring, betragter Brian Priske.

Også målmand Jesper Hansen kunne fra sin ende se et Ajax-mandskab, der var dominerende.

– Jeg oplever en kamp, hvor de (Ajax, red.) er overlegne i størstedelen af kampen. Der er ikke så meget at sige til, at de vinder i dag. Det er få perioder, hvor vi lykkes med at få sat os på det og få presset dem. Den sidste tredjedel af første halvleg var bedre efter de to første tredjedele, hvor det godt kunne have set slemt ud. Vi laver nogle fejl, som de er tæt på at straffe, siger keeperen.

Det blev heller ikke til point i gruppespillets fjerde forsøg for FC Midtjylland, og det ærgrer naturligvis Jesper Hansen.

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke præsterer bedre i dag til at få point. Det var det, vi havde håbet på, men de spiller en klart bedre kamp end i Herning, og vi må være ærlige og sige, at det gjorde vi ikke, erkender Jesper Hansen.

Stærk målmandspræstation

Ajax’ gode spil førte naturligt til mange chancer, som sendte Jesper Hansen på hårdt arbejde. Han markerede sig med adskillige flotte aktioner og fik reddet nogle store muligheder.

Det lyspunkt var Brian Priske alt tage i betragtning glad for.

– Der er ingen tvivl om, at Jesper viser sine kvaliteter i dag med nogle gode redninger, men også i forhold til vores spil, som vi egentligt godt kunne have tænkt os noget mere af. Så en fin præstation, selvom der går tre mål ind, og jeg ved, han er ærgerlig over, at der går en del mål ind i CL, lyder det fra cheftræneren.

I kampens første halve time var Jesper Hansen altså meget involveret, men han oplevede det ikke som et bombardement af sit mål.

– Det føltes ikke som et bombardement, men der var mange store chancer i 1. halvleg. Så kommer de bare ud med lyn og torden i 2. halvleg og får scoret to vanvittigt gode mål. Så var det op ad bakke, siger Jesper Hansen.

Nu er der 3F Superliga i weekenden, når AAB gæster Herning lørdag eftermiddag, inden Atalanta venter i næste uge.