Reserveligaen

Reserveliga: Skarpe angribere sikrede storsejr

Luca Pfeiffer og Ronnie Schwartz nettede begge to gange, da AGF's reserver blev sendt tilbage til Aarhus med et klart nederlag. FC Midtjylland viste stor skarphed og vandt 4-0.

19/10/20
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Reserveligaen vendte i dag tilbage efter mange måneders pause efter nedlukningen af Fodbolddanmark i foråret og et ekstraordinært langt transfervindue.

Det skete mandag eftermiddag, da FCM’s reserver tog imod AGF’s ditto på hybridbanen på Herning Fremads anlæg.

FC Midtjyllands hold bestod primært af U19-spillere fra akademiet, men nyerhvervelserne Luca Pfeiffer og Daniel Høegh var også at finde på banen fra start. Dermed fik de deres uofficielle debut i FCM-trøjen.

Hos gæsterne var den tidligere FCM’er Jesper Juulsgaard med, mens også Nicklas Helenius og William Eskelinen startede inde.

Kampen var blot et minut gammel, da den første farlige situation opstod. Luca Pfeiffer tog bolden til sig, vendte op i banen og fik tilkæmpet sig et frispark. Aral Simsir skruede det flot på stolpen, og sparket havde fortjent en bedre skæbne.

Kort efter var Aral Simsir igen synlig med finurlige driblinger i venstresiden. Han fandt Frederik Heiselberg, som testede AGF-keeperen.

Herefter tog aarhusianerne dog teten og var i kampens første halve time mest på bolden. Kampbilledet var dog ganske rodet, og udover en chance til Nicklas Helenius var ingen af holdene specielt farlige.

Midtjyderne forsøgte i høj grad at spille bolden op, men havde lidt svært ved at finde hinanden, og det gav et par halvfarlige situationer efter boldtab, som enten forsvaret eller Oliver Ottesen i målet fik afværget.

Som opgøret skred frem, fik FCM dog bidt sig ind i kampen. Et par kontraangreb var tæt på at give enorme chancer, men den sidste aflevering eller berøring kiksede.

Et par gode herrer i front fandt til gengæld skarpheden frem mod slutningen af halvlegen. Efter 37 minutter lagde Mads Kristian Hansen et frispark i forreste område af feltet. Her var Ronnie Schwartz meget fri, og det udnyttede han med en klinisk afslutning i det lange hjørne med venstreskøjten.

Blot fire minutter senere var Aral Simsir igen på færde fra sin position som venstre fløj. Med et hurtigt fodskifte rykkede han forbi sin modstander, som kun kunne stoppe ham med benspænd. Klokkeklart straffespark. Det omsatte Luca Pfeiffer til sin første scoring i FCM-trøjen med et fladt og hårdt spark i højre side af målet.

Det tyske tårn var igen på spil kort efter, da han med en perfekt forlængelse på en lang bold, sendte Ronnie Schwarz alene igennem. Et kort aftræk resulterede i en sikker træffer fra ’Plaffeministeren’. Dermed blev det 3-0 efter tre scoringer på bare syv minutter kort før pausen.

3-0-føringen ved pausefløjtet var et resultat af stor skarphed på de midtjyske chancer. Uanset hvad var det stærkt kommet igen af FCM-spillerne, som i indledningen lige skulle i gang.

2. halvleg fortsatte i samme stil, da Luca Pfeiffer efter 30 sekunder vristede sig fri af sin oppasser i forbindelse med en fin dybdebold. Iskoldt chipper han den over en fremadstormende keeper. Flot scoring af den tyske angriber.

Målet til 4-0 lukkede kampen fuldstændigt, og det fik også indflydelse på resten af kampen. Intensiteten faldt, men til gengæld var FC Midtjylland i fuld kontrol.

Mads Kristian Hansen forsøgte sig med et glimrende frispark og et andet langskud, men flotte redninger afholdt den lokale offensivspiller fra at komme på måltavlen. Ronnie Schwartz havde midtvejs i 2. halvleg en stor mulighed for at fuldende et hattrick efter godt forarbejde af Mads Kristian Hansen, men det femte mål kom ikke.

AGF var tæt på at pynte på resultatet til sidst, da overliggeren bag Oliver Ottesen afviste en flot flugter.

Dermed sluttede Reserveligakampen med cifrene 4-0. En stærk præstation, hvor især Schwarz og Pfeiffer viste skarphed på deres muligheder. I 2. halvleg var FC Midtjylland i fuld kontrol, og der var aldrig tvivl om resultatet.

Adskillige FCM’ere leverede en glimrende præstation, og efter den første halve time var FC Midtjylland det bedste hold. Med til historien hedder det sig også, at minutterne før og efter pausen var præget af enorm skarphed.

Daniel Høegh spillede 90 minutter i midterforsvaret og markerede sig med styrke i duellerne overfor især Nicklas Helenius og gode pasninger på både kort og lang afstand. Luca Pfeiffer scorede to mål og lagde op til en enkelt, så han kunne også tage masser af positive ting med sig fra kampen.

FC Midtjylland – AGF 4-0 (3-0)

Startopstilling (4-2-3-1): Oliver Ottesen – Hosine Bility (78′ John Ndjate), Japhet Sery Larsen (46′ Sunday Odeh), Daniel Høegh, Kristoffer Lund – Mads Kristian Hansen, Frederik Christensen – Frederik Heiselberg (57′ Victor Dawa), Ronnie Schwartz, Aral Simsir (72′ Mikkel Tønnesen) – Luca Pfeiffer.

37′ 1-0 Ronnie Schwartz
41′ 2-0 Luca Pfeiffer
44′ 3-0 Ronnie Schwartz
46′ 4-0 Luca Pfeiffer