Førsteholdet

Rømer glæder sig over comeback trods tung aften

Trods en tung aften i Farum kunne André Rømer glæde sig over det længe ventede comeback i FC Midtjylland-trøjen.

27/08/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Vi skal mere end fem år tilbage, siden André Rømer sidst trak en FC Midtjylland-trøje over hovedet.

Søndag gjorde den 30-årige midtbanespiller dog langt om længe comeback efter sit skifte fra Elfsborg. En ærgerlig skade i afskedskampen i det svenske tvang FCM’s nr. 2 ind i et skadesforløb, som først for alvor blev gjort til fortid i aftes i Farum.

– Det var selvfølgelig dejligt. Jeg havde håbet på et andet resultat, som havde gjort det sjovere at være derinde. Det har taget længere tid, end jeg havde håbet på og regnet med, så det var dejligt endelig at være tilbage og føle, at jeg kan bidrage igen, siger André Rømer og fortsætter:

– Ventetiden har været forfærdelig. Jeg havde regnet med, at jeg skulle starte op en dag eller to, efter jeg ankom, så det har været tungt. Jeg tror også, fysioterapeuterne har været godt trætte af mig, fordi jeg har prøvet at presse på for at komme ud på banen hurtigst muligt. Jeg har trippet efter at komme i gang.

André Rømer har allerede haft en lille måned på dansk jord, og her er han faldet godt ind på holdet og i den klub, hvor han startede sin professionelle fodboldkarriere og fik debut som 19-årig.

– Der er blevet skruet op for det hele. Alt er blevet mere professionelt. Jeg har nogle gode holdkammerater og er kommet ind i en god gruppe, så det har været fint. Vi har nogle småting, vi skal have skruet på for at få det helt op at ringe i kampene, og det håber jeg på, at jeg kan være med til at bidrage til.

– I dag taber vi fortjent, men lige nu er det de små ting, der gør, at vi ikke får det optimale ud af det. Brøndby var en helt lige kamp, som nok skulle have endt 0-0. I torsdags skulle vi have vundet. Det er de små ting, der ikke går vores vej, og det handler om at kæmpe endnu hårdere hver dag for at skubbe de små marginaler over på vores side, pointerer André Rømer.

Den erfarne FCM’er har tidligere vundet to danske mesterskaber og en pokaltitel med klubben.

I opgøret mod FC Nordsjælland fik 30-årige Martin Fraisl desuden debut i FCM-målet.