Førsteholdet

Sisto efter 200 kampe: Har jeg drømt om som lille i Tjørring

Pione Sisto rundede 200 kampe for FC Midtjylland i weekendens 3F Superliga-opgør mod AGF. I denne artikel sætter den tidligere akademispiller ord på milepælen.

22/08/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Pione Sisto fik debut i 2012, da den vævre tekniker som 17-årig blev skiftet ind i en pokalsejr over FC Nordsjælland.

Siden da er meget vand løbet gennem åen. Ti år efter debuten har 27-årige Pione Sisto repræsenteret det danske A-landshold 26 gange, været udlandsprofessionel i spanske Celta Vigo, og lørdag mod AGF spillede han så sin kamp nr. 200 i det midtjyske.

– Det er godt nok mange kampe. Det er vildt at tænke på, at man som lille i Tjørring havde forventet og håbet på, at man kunne spille i Midtjylland, og nu er endt med at spille 200 kampe. Det er jeg virkelig stolt over, og det er noget, der betyder meget for mig, siger Pione Sisto om milepælen.

Joel Andersson runder flot milepæl

Denne sæson har Pione Sisto præsteret fire scoringer i seks kampe. Hovedpersonen selv mener, han er ved at ramme sit topniveau:

– Jeg synes personligt, jeg er ved at nærme mig mit topniveau. Det er det, der skal til, for at nå de mål, jeg har. Lige nu ser det rigtig godt ud, og jeg håber, det fortsætter, siger Pione Sisto og uddyber:

– Det handler om at kunne håndtere det enorme pres, der er omkring sig. Som fodboldspiller skal man kunne præstere, når man kommer ind på banen. Det kræver først og fremmest, at man har troen på sig selv og er stærk mentalt.

Trods glæden over at have repræsenteret barndomsklubben 200 gange fokuserer den stærke boldtekniker også på, at resultaterne ikke går FCM’s vej i øjeblikket. Der er kun én måde at komme ud af den stime, fortæller Pione Sisto:

– I øjeblikket går tingene imod os, og det må vi acceptere. Det er situationen lige nu, og vi skal arbejde benhårdt for at komme ud af den.