Førsteholdet

Sisto og Cajuste om Lyngby-sejren

Dagens måske to bedste FCM’ere, Jens-Lys Cajuste og matchvinder Pione Sisto, sætter ord på dagens kamp.

19/09/20
Jens Risom
Foto: Getty Images

Det blev til en 1-0-sejr over Lyngby lørdag eftermiddag. Pione Sisto var fra første gang siden comebacket til FCM tilbage i startopstillingen, ligesom der var flere andre nye ansigter blandt de startende spillere.

Det blev dog Pione Sisto, som tog overskrifterne, da han blev dagens eneste målscorer. Målet var endda ganske flot, idet han efter 14 minutter resolut halvflugtede bolden i nettet ude fra feltet.

– Det var ikke en forløsning at score. Selvfølgelig er det fedt, men jeg vil ikke kalde det en forløsning. Det er ikke et pres, jeg lægger på mine egne skuldre, at jeg bare skal score, fortæller Pione Sisto om målet.

FCM havde mulighederne for at afgøre opgøret allerede i første halvleg, men Sistos scoring forblev kampens eneste.

– Der er altid risiko for, at de går hen og udligner på et frispark eller hjørnespark. Så selvfølgelig skulle vi have lukket kampen i første halvleg. Det er det eneste, vi mangler at gøre, lyder analysen fra Pione Sisto.

Den teknisk stærke offensivspiller ser nu frem mod Champions League-kvalifikationskampen mod Slavia Prag.

– Vi har bragt os selv i en gylden situation. Vi har et sindssygt godt hold, men det kræver jo en præstation som mod Young Boys igen, pointerer Pione Sisto, der i øvrigt blev kåret til Man of the Match mod Lyngby.

Ny stærk svensk indsats

Jens-Lys Cajuste var navnet på manges læber efter kampen mod Young Boys, hvor den svenske midtbanespiller var banens bedste. De gode takter fortsatte i dag med masser af flotte vendinger og afleveringer samt erobninger og tacklinger rent defensivt.

Hovedpersonen selv er dog ganske ydmyg.

– Resultaterne er gode for tiden, så det er tilfredsstillende. Det er en del af fodbold, at man udvikler sig og bliver bedre, lyder det fra Jens-Lys Cajuste.

Den 21-årige svensker er enig med holdkammeraten Pione Sisto, at kampen skulle være lukket tidligere.

– Det var en god følelse i kampen, specielt i første halvleg. Vi sidder på det meste og skal score flere mål, men i stedet bliver det en fight i 90 minutter, siger Jens-Lys Cajuste.

Truppen rejser til Tjekkiet mandag og spiller mod Slavia Prag tirsdag aften kl. 21.00.