Førsteholdet

Sjette hjemmesejr på stribe

Gårsdagens sejr over FC Nordsjælland markerede den sjette kamp i træk på MCH Arena, hvor FC Midtjylland vandt. Cheftræner Brian Priske var tilfreds med sejren.

03/05/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

De forsvarende danske mestre leverede en magtdemonstration i søndagens kamp mod FC Nordsjælland, der sluttede 3-0 til hjemmeholdet.

Sejren kunne nemt have været endnu større. Træværket tog fra hele tre gange på midtjyske afslutninger. FCM producerede nemlig 4,61 Expected Goals mod udeholdets 0,39.

Cheftræner Brian Priske var mest af alt tilfreds med den spillemæssige præstation.

– Vi får vist, at vi har de bedste spillere i dag (i går, red.). Når alle mand leverer på højt niveau over 90 minutter, er der forskel på de to mandskaber, og det var dejligt at se, lød det fra Brian Priske efter slutfløjtet.

Alexander Scholz, Pione Sisto og Frank Onyeka stod for de tre midtjyske scoringer.

– Vi rammer det niveau, vi skal. Vi fik godt fat i presset, kreeret mange chancer og lagt tryk på i første halvleg. De har måske ti minutter i anden halvleg, hvor vi slækker en lille smule på det, inden vi skruer op for blusset igen, husker Brian Priske og slår fast:

– Vi vinder fortjent og får vist, at vi er det bedste hold i kampen.

3-0-sejren betyder, at FCM igen fører 3F Superliga med fire point ned til Brøndby med fire kampe tilbage. Netop Brøndby er næste opgave for Brian Priskes mandskab.

– Selvfølgelig kigger vi på tabellen, men det handler om at holde fokus på kampene. På søndag møder vi vores nærmeste konkurrent, og der skal vi være klar både mentalt, fysisk og taktisk, siger cheftræneren.

Glimrende hjemmebanestatistik

FC Midtjylland har ikke tabt på MCH Arena i godt to måneder. I mellemtiden er det blevet til seks sejre med en målscore på 17-1.

De seneste 17 mål på hjemmebane er scoret af hele ti forskellige spillere. Det vidner om en sprudlende offensiv. Samtidig er der blevet holdt fem clean sheets.

Ovenikøbet er fansene kommet tilbage på stadion, og de har kunne overvære to fornemme hjemmebanepræstationer mod F.C. København og FC Nordsjælland.

Dreyer: Fede kampe mod Nordsjælland

I den resterende del af sæsonen er der hjemmekampe mod Randers og AGF, mens Midtjylland-mandskabet har udebaneopgaver mod F.C. København og Brøndby.