Førsteholdet

Sory Kaba udlejes til Oud-Heverlee Leuven

Den guineanske angriber skal tørne ud for Oud-Heverlee Leuven i den belgiske liga, som han er blevet udlejet til i resten af sæsonen.

31/08/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

22 gange har Sory Kaba fået nettet til at blafre i løbet af de seneste to år i FC Midtjylland. Den mest mindeværdige scoring må siges at være 1-1-udligningen sidste efterår mod Slavia Prag, som kickstartede comebacket i den sidste kvalifikationskamp til Champions League.

Nu skal Kaba fremover score mål i belgiske Oud-Heverlee Leuven, som angriberen skifter til på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.

Sportschef Svend Graversen peger på, at aftalen er en god løsning for begge klubber og Sory Kaba selv.

– Oud-Heverlee Leuven har været på udkig efter en angriber, og der har de set et godt match med Kaba. De har i særdeleshed kigget på hans præstationer i Champions League sidste år og selvfølgelig også i 3F Superliga. Det er en god mulighed for Kaba, og alle tre parter er tilfredse med denne étårige lejeaftale, siger Svend Graversen og fortsætter:

– Vi håber og tror på, at Kaba går ned og brager igennem i den belgiske liga, hvor han forhåbentligt kan blive en afgørende spiller, ligesom han har været for os.

26-årige Sory Kaba kom til FC Midtjylland i sommeren 2019 og har siden da scoret 22 mål og lavet 10 oplæg i sine 75 kampe i FCM-trøjen.

Inden da spillede angriberen fra Guinea i spanske Elche og senere i franske Dijon. Nu skal han prøve kræfter med Jupiler Pro League i Belgien.

Her har Oud-Heverlee Leuven indledt sæsonen med fire point i seks kampe. Senest spillede de 2-2 mod Royal Antwerp, som Brian Priske er cheftræner for. I sidste sæson endte Oud-Heverlee Leuven, som ligger lige uden for Bruxelles, på 11. pladsen i Jupiler Pro League.

Lejeaftalen løber indtil den 30. juni 2022.

FC Midtjylland ønsker Sory Kaba held og lykke i Oud-Heverlee Leuven.