Førsteholdet

Sportschefen: Sjovest når det spidser til

Sportschef Svend Graversen lægger ikke skjul på, hvor vigtigt det er at vinde Sydbank Pokalen, og han fortæller om, hvad der bliver afgørende for at vinde The Double.

15/04/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

I FC Midtjylland har der været adskillige opsigtsvækkende transfers gennem mange år, og det har været en vigtig opgave for Svend Graversen og resten af ledelsen.

Det sjoveste på den position er dog ikke at handle spillere. Det er at spille om pokaler.

– Den sjoveste periode er selvfølgelig, når sæsonen spidser til, titlerne skal placeres, og de store følelser sættes på spil. Det er det, vi er i fodbold for – uanset om man er holdleder, træner, spiller, frivillig eller i den sportslige ledelse. Det er kulminationen på årets arbejde, fortæller sportschef Svend Graversen.

Én af de titler, som FC Midtjylland har mulighed for at vinde, er Sydbank Pokalen. Sportschefen lægger ikke fingre imellem, når snakken falder på vigtigheden af den turnering.

– Det vil være enormt stort at komme i endnu en pokalfinale i en i forvejen historisk sæson. Vi husker alle den store oplevelse i 2019, da vi vandt pokalturneringen. Dengang var det med en anden gruppe spillere, så at vi står med muligheden for at komme i en pokalfinale igen med et nyt hold, betyder meget for os, lyder det fra Svend Graversen.

I aften venter returopgøret mod SønderjyskE i semifinalen, hvor FCM fører 1-0 efter den første kamp.

– Vi vil gå rigtigt langt for at stå i finalen igen. Vi har givet os selv et godt udgangspunkt, men det er klart, at vi skal ned og gøre det færdigt i Haderslev, pointerer Graversen.

Fantastisk stab

FC Midtjylland har spillet 39 kampe i denne sæson. De nærmeste konkurrenter i 3F Superliga er et stykke bagud på den front – Brøndby (26 kampe), FCK (29 kampe) og AGF (31 kampe).

De mange kampe kommer ovenikøbet i en ekstra sammenpresset fodboldkalender i denne sæson, men holdet bag holdet har gjort et godt stykke arbejde.

– 20/21-sæsonen vil blive husket for mange ting – ikke mindst som COVID-19-sæsonen. Forhåbentligt vil den blive husket for, at vi om lidt over en måned står med to pokaler, men den vil også blive husket for et intenst program hele vejen igennem, som indtil videre er blevet håndteret helt fantastisk af vores spillere og stab, lyder det fra Svend Graversen.

Det er en fit og frisk trup, som trænerteamet har til rådighed forud for afslutningen på sæsonen.

– Det har været vigtigt, at teamet bag trænerne har fået gjort folk klar, og at vi står rigtigt stærkt til at gå ind i den sidste intense periode. Der er et stort persongalleri af trænere, analytikere, sundhedsstab bag Priske og co., som i dagligdagen arbejder sindssygt hårdt hver eneste dag for, at vi kan lykkes på banen i weekenderne og i midtugerne, forklarer FCM’s sportschef.

Målsætningen om The Double

De seneste seks kampe har resulteret i fem sejre og en enkelt uafgjort. Den stime er sportschefen naturligvis glad for.

– Vi er meget tilfredse med, at vi har samlet os selv op efter en periode tidligere på foråret, hvor vi kæmpede lidt mere med det. Vi har haft et fantastisk udtryk i de seneste kampe, og resultaterne har selvfølgelig også været gode, siger Graversen.

Lige nu er FC Midtjylland inde i en periode med syv kampe på bare 21 dage. Der er dog ikke tid til at beklage sig over det, men Svend Graversen peger på, at læringen fra efterårets Champions League-program er vigtig.

– Vi har stor erfaring fra efteråret, som også var fuldstændigt vildt i forhold til kampprogrammet. Det har vi taget med her til foråret, og det er afgørende for, at vi kan leve op til vores ambition om at vinde The Double, afslutter Svend Graversen.

Følg kampen

SønderjyskE – FC Midtjylland blæses i gang kl. 16.30 i eftermiddag. Du kan se semifinaleopgøret direkte på DR1, DR TV og Viaplay eller følge det i tekst via FC Midtjyllands Twitter.

Matchcentret på fcm.dk og i FCM-appen er desværre ikke tilgængeligt, da OPTA ikke leverer statistik til kampe i Sydbank Pokalen.