Førsteholdet

Statistikker før FCK – FCM

Vi tager et kig på statistikkerne forud for eftermiddagens storkamp mellem FC København og FC Midtjylland. Vidste du for eksempel, at anfører Erik Sviatchenko har mødt lørdagens modstander mere end noget andet hold i sin karriere?

22/10/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Lørdag eftermiddag kl. 16.00 gæster FC Midtjylland den danske nationalarena, Parken, hvor FC København er modstanderen. Sidste opgør mellem de to mandskaber endte med en 2-1-sejr til midtjyderne, og der forventes igen en spændende affære.

Forud for opgøret har vi samlet nogle af de vigtigste statistikker, således at du bliver klædt bedst muligt på til kampen.

  • FCM har indsamlet 14 point i Albert Capellas’ første otte ligakampe. Det er mere end noget andet 3F Superligahold i samme periode.
  • Anders Dreyer udlignede til 1-1 i FCM’s seneste ligakamp. Det var offensivprofilens syvende mål uden for feltet siden sin debut for “Ulvene” i februar 2020 – mere end nogen anden spiller i den bedste danske fodboldrække.
  • FCM’s seneste ti indbyrdes opgør mod FCK lyder på 5 sejre, 2 uafgjorte og 3 nederlag.
  • FCK er forsvarende danske mestre, men faktisk har københavnerne ikke trukket sig sejrrigt ud af én eneste af de seneste otte ligakampe mod FCM efter en sæson, hvor de har vundet 3F Superliga.
  • Anfører Erik Sviatchenko har spillet hele 316 kampe for FCM. Her har han mødt FCK mere end nogen anden modstander (31), hvilket har resulteret i 19 sejre og blot 6 nederlag.
  • Både FCM og FCK har haft et travlt kampprogram siden sæsonstart. Københavnerne har hidtil været i aktion 20 gange, mens FCM har spillet 22 kampe.
  • FCK har ikke tabt i sine seneste 3 hjemmekampe i 3F Superliga, hvor der i alle opgør er blevet scoret under 3 mål.
  • Ligesom det seneste indbyrdes møde styrer Mads-Kristoffer Kristoffersen endnu en gang slagets gang mellem de to mandskaber. Det vil være 48. gang i historien, at 39-årige Kristoffersen dømmer et FCM-opgør.

Der forventes omkring 1100 FCM-fans på udebaneafsnittet i Parken. Ønsker du at skaffe billet til kampen, kan du læse mere nedenfor.

Se billetinfo til FCK – FCM