Herreholdet

Stortalentet Bilal Konteh udlejes til Vendsyssel FF

Den 19-årige svenske midterforsvar lejes ud til Vendsyssel FF på en aftale, som løber frem til sommeren 2027.

23/06/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Bilal Konteh kom til FC Midtjylland i 2023 og har siden spillet 34 kampe i U19-Ligaen, syv UEFA Youth League-kampe og fem Future Cup-kampe. Derudover har han optrådt på både det svenske U16- og U18-landshold.

Han har været med førsteholdet på træningslejr ad flere omgange, og det er blevet til flere kampudtagelser under Mike Tullberg i både 3F Superliga og UEFA Europa League, men førsteholdsdebuten har ladet vente på sig.

Bilal Konteh skriver under på ny kontrakt til 2031

Nu drager Bilal Konteh til Vendsyssel, hvor han får mulighed for at fortsætte sin udvikling.

– Bilal er et enormt talent og han besidder et kæmpe potentiale. Han har været en del af klubben i flere år og har blandt andet været en del af vores Next Gen-projekt, han har været omkring Superliga-holdet og så har han spillet mange kampe for U19. Uanset hvor han har været, så har alle kunnet se hans potentiale, fortæller sportschef Kristian Bach Bak.

– Det, som Bilal står overfor lige nu, er det, som mange af vores unge spillere mangler: kontinuerlig spilletid på seniorniveau. Det har vi fundet en god mulighed for i Vendsyssel, hvor han skal være en vigtig del af deres hold i 1. Division.

– Det er en kompetitiv liga med mange gode hold, hvor Bilal kommer til at skulle stå på tæer for at levere stabilt over en hel sæson mod voksne spillere.

– Det, som vi selvfølgelig håber på er, at når han har fået denne erfaring, så kan han stå her og tage de næste skridt for FC Midtjylland, for der er ingen, som er i tvivl om hans potentiale, siger Kristian Bach Bak.

Lejeaftalen er gældende i hele 2026/27-sæsonen.