Førsteholdet

Sviatchenko: De her øjeblikke, man drømmer om

Anfører Erik Sviatchenko har været med til at vinde alle FC Midtjyllands fem titler, og det er endnu engang en magisk følelse.

27/05/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

FC Midtjylland sluttede sæsonen af med at løfte trofæet i den danske pokalturnering efter finalesejr over OB på straffespark.

Det er klubbens femte titel, og de er alle vundet indenfor de seneste syv år. Erik Sviatchenko har som den eneste spiller været med til at vinde dem alle.

– Det er helt magisk. Jeg kom til Midtjylland, da jeg var 14 år, og jeg har været med til at vinde alle fem trofæer. Det er de her øjeblikke, man drømmer om, og det er stadig lige så fedt, smiler Erik Sviatchenko efter trofæløftet på Brøndby Stadion.

– Det var ikke en kamp, hvor vi var specielt gode, men jeg synes, at vi blev bedre i den forlængede spilletid, og vi kom så tæt på at score, som man overhovedet kan, uden den ville ind. Det var en kamp præget af finalenerver, vurderer han om kampens forløb.

Efter 0-0 i ordinær og forlænget spilletid skulle det hele afgøres på straffespark. Sviatchenko måtte se sit spark afvist af overliggeren, men to redninger af David Ousted betød, at det i sidste ende var lige meget.

– Vi fik David ud af pension for at hjælpe os her i foråret. Det ender med, at han er med hele vejen og bliver helten her. Der er bare noget med målmænd og pokalfinaler i Midtjylland. Sidst var det jo Jesper Hansen, der var helten i finalen i 2019. Det er da en rigtig god historie, siger Sviatchenko, som også roser Evander, der satte det sidste straffe i kassen.

– Han har været outstanding for os i den her sæson, og det er helt fortjent, at han slutter af på den måde.

Lindrende følelse i fed kulisse

Pokalfinalen blev overværet af mere end 23.000 tilskuere på Brøndby Stadion, som dannede ramme om årets finale i Sydbank Pokalen.

– Det var en fed kulisse med flot opbakning til begge hold. Det var fedt at slutte en lang sæson med 51 kampe af med sådan en kamp og så kunne fejre det med vores fans, lyder det fra Sviatchenko.

– Ikke alt er gået vores vej i sæsonen, men det her er en kæmpe kamp at vinde, og selvfølgelig er der en euforisk stemning. Det er ikke alle forundt at få lov at spille de her kampe, og selvfølgelig skal det her fejres, inden vi går på sommerferie, tilføjer kaptajnen.

Ovenpå et misset mesterskab er det en lindrende følelse at stå med pokaltitlen.

– Det er en lindrende følelse. Lige nu fylder det kun, at vi har vundet, og vi er bare glade for og stolte over at have vundet endnu en titel. Vi ville selvfølgelig gerne have vundet mesterskabet. Det var tæt på, men vi kommer tilbage med endnu mere ild i øjnene i næste sæson, slår Erik Sviatchenko fast.