Førsteholdet

Sviatchenko før Young Boys: Vi skal være modige

Erik Sviatchenko og resten af FCM-truppen er klar til Champions League-kampen mod Young Boys. Vi fangede ham i forbindelse med den afsluttende træning.

15/09/20
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Sæsonens hidtil vigtigste opgave for FC Midtjylland venter i morgen. Her gælder det 3. runde af Champions League-kvalifikationen.

En sejr vil betyde, at FCM som minimum er sikret deltagelse i Europa Leagues gruppespil.

Erik Sviatchenko er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at sikre avancement mod Young Boys.

– Vi skal toppræstere og levere på allerhøjeste niveau for at slå dem ud. Vi har mulighed for selv at afgøre det, så det handler om at steppe op, når det gælder, pointerer Erik Sviatchenko.

Forsvarsprofilen roser Young Boys forud for opgøret, der spilles på MCH Arena for lukkede døre.

– De er et hold med masser af erfaring fra både deres egen liga, hvor de jo har taget tre mesterskaber i træk, og fra den europæiske scene, så det er en hård modstander, lyder det fra Erik Sviatchenko.

De trefoldige schweiziske mestre er kommet til Herning og har ligesom FCM sidste træning i dag på MCH Arena forud for morgendagens kamp.

Højt pres er nøglen

I den seneste runde i Champions League-kvalifikationen lykkedes det FC Midtjylland at slå Ludogorets 1-0 på udebane.

– Ligesom mod Ludogorets skal vi være modige og turde at gå op og stresse dem. Gameplanen dernede fungerede godt, så det skal vi ud og gøre igen, hvor vi har høj intensitet og tempo i presspillet, forklarer den 28-årige anfører.

Vinderen af FCM – Young Boys skal møde Slavia Prag i playoff-runden, som er den sidste runde før gruppespillet i Champions League.

Følg kampen

Kampe i UEFA-regi spilles bag lukkede døre, så der er desværre ingen tilskuere på MCH Arena til kampen. Til gengæld kan du se CL-opgøret live på TV3+ og Viaplay med kampstart onsdag kl. 20.30. Du kan ligeledes følge med på FC Midtjyllands Twitter.